ASTRID SØE

Når børnene trykker på fjernbetjeningen og rammer ind på før søndagen med et
grin og et lunkent suk og ord som .. >>Hvor er det romantisk mor<<, Så må
man voksent måbe. kristendommen år 2011 er romantik, pynteengle, klokkespil
og tv, set fra barnetroens højde.

Tror vi egentligt på noget i Danmark? Vi snakker meget med om andre landes
religion og store troes-spørgsmål, men hvor tit vender vi vores egen tro med
naboen over køledisken i brugsen? Den danske kristendom er blevet os så
fremmet at vi nu tilbyder uddannelse i kristendoms forklaring. Ikke teologi,
men folk der kan forklare os Danskere hvad Dansk kristendom er.

Troen i Danmark er fri og har været det længe. Luther og Grundtvig kæmpede
for hverdags og menneskelivets ret og vandt, men troen tabte og endte med at
blive et tabu.
Tro blev en privat sag og efterhånden mere privat end dyneløfteri og ugens
se&hør.

Lever troen i det skjulte, eller gemmes den ned sammen med julepynten til
brug ved særlige højtider?
Vi ved at vores samfunds grundlag er bygget på kristendom og vi bruger den
også stadig, særligt i opdragelsen.
Vi lærer børnene at sige; må jeg “bede” om saltet, mens de endelig ikke må
sige “fandeme”, men vi glemmer at det er en
daglig udøvelse af religion.

Tyggegummifirmaet Stimorol har givet det bedste bud på en forklaring af
dansk tro. Om det er god religionsforståelse kan være svært at afgøre, men
det smager da af mere end oblater.

En lørdag gik jeg hjemme i køkkenet og lavede aftensmad og børnene ventede på at der kom børnetime.

Jeg havde tændt Dr tv og pludselig lød min ældste søns stemme glad fra stuen:
>>Mor mor kom og se<<
Jeg gik hurtig ind og kikkede til ham og han sagde se se mor nu kommer det med Gud. >>Åh, det er bare så romantisk!<<
Jeg så at det var før søndagen der var begyndt.
Romantikken i før søndagen har jeg ikke lige fået øje på før og spurgte min dreng om han vidst hvad romantik betød.
>>Ja da, mor det er fordi det er om kærlighed.<<
Så romantik ordforrådet var godt nok på plads, men koblingen mellem gud og romantik havde jeg først nu.

Min dreng har det med tro som de fleste børn.

Han ved kun det om tro som ham selv hiver frem mellem linier, i bøger, tv mv.

TABU TRO

Vi taler ikke meget tro eller gud hjemme.

Hvem gør det i dag?
Men alligevel drager gud, guder og tro børnene.
Den uløste gåde.
Hverdagens umulige mulighed.

At talen om det guddommelige ikke er hverdag i de danske hjem er udviklingsmæssigt kendetegnende for vores kultur.

Troen er blevet så fri at den ikke er til at tale om.
Et tabuområde.

Når vi udfordres religiøst, som verden i denne tid gør, står vi tilbage med et opkog af generindrede brudstykker.

Hvad mener vi egentligt selv?
Og kan man overhoved have en mening om tro.
En mening om det uhåndgribelige?

Den store styrke for mange er at tro er en privat sag.

Det er grundlaget for vores tanke herhjemme.
I en tid hvor hvert et menneskeligt afsæt sættes under lup er kun troen tilbage som urørlig.
Et svar om “retten til ikke at udtale sig”, bliver godtaget.

Hvordan troen kan hæve sig så højt over vores eller så stærke trang til at ydre os om alt og alle kan undre.

Men netop hvor noget har værdi i et menneske kan ingen gennemtvinge et svar.

Jeg havde en nabo der underligt nok hver søndag skulle til købmanden og købe ind.

Det viste sig at han skule til kirke, men syntes det var lidt flovt at fortælle mig. Så han brugte købmandsundskyldningen i lang lang tid.

Og pludseligt gik det op for mig at det var blevet tabuområde. I modsætning til al den håndgribelige kærlighedudfoldelse vi lever med.

Jeg var på sjælland og holde foredrag i foråret og mens jeg sad på molslinien og sejlede i topfart mod sjælland blev jeg videne til en underlig samtale.

Eller vi blev alle løftet ind under en kvindes dyne.
Hun sad nemlig og snakkede med sine veninder om hendes sidste besøg i swingerkluppen og hendes sexliv derinde.
Med høj klar ryst, uden at tænke på hvad andre mente eller om vi havde lyst til at høre om hendes sexliv kom vi helt ned i detaljen.
Og det sloig mig hvordan vi er blevet omkring privatlivet.

Gud er tabu, sex er allemandseje.

Begge gjort af samme stof, kærlighed.

Men vi har det bedste med den vi kan se og mærke kropsligt.

Tro i nutidsmennesket er så svær at fastholde -at den er blevet til en kraft. En helt privat kraft den enkelte hæger om.

Jo færre billeder og forslag vi har til troen jo stærkere manifesterer den sig.
Jo færre navne den får fæstet på sig jo friere lever den i os.

Vi er ikke bange for at sætte fysiske billeder på, for et billede af tro kan ikke røre det uhåndgribelige.

En tegning med religiøs satire i danmark kan ikke ryste tro.
Den er papir og kulstøv, et meneskeligt udtryk.
Brød og vin er ikke helligt. Det er symboler.

Mennesket er i religiøs forståelse, det være sig sådan i verdens samlede religioner, ikke en størrelse der kan flå det guddommelige ned af sejersskamlen.

Et menneskeligt forsøg på billedligørelse ryster ingen.

Thorsens pornofilm med jesus i hovedrollen?
Det ryster ikke, om der kan rejses debat om det kunstneriske udtryks skønhed, men der går ingen skår af den kristne tro på den konto.
Set med danske øjne.

Globaliseringen har ført det med sig at vi ved mere om andres tro en før.

Vi blander oven i købet troes-fornemmelserne sammen som vi altid har gjort.
Hug en hæl og klip en tå.
Lidt guder her, lidt fatima der, lidt mosekurv og så passer det hele som det skal.
Helt i tråd med at bestille en pizza nr 7, men uden ost og så lige med skinke oveni og ansjos.
eller en datingsite hvor vi vælger kæreste efter uddannele, hårfarve og interesser.

Over vores hoveddør hjemme hænger der en hestesko, overtro, et levn fra de gamle guder.

Inde i hesteskoen hænger fattimas hånd.
Islams fem søjler i de fem fingre.
Et udtryk for islams egen billedlige drykelse, som kristendommen også gør det med kors, duer, roser etc.
Fatimas hånd er ikke min, den er min ældste drengs.
Han fik den i nordafrika sidste år.

To dages bustur til sahara, en oplevelse af umættelig kærlighed i et folk, rettet ikke mod de voksne men de små.

Min yngste søns trodsigt krøllede hårvækst rettede sig for første gang ud den uge under kærlige hænder hvor end vi kom.

Og min ældste søn hentede et værn mod ondskab hjem. Fattimas hånd holder sværet og døden fra livet.
>>Det er lige sådan en man har brug for<<, konstaterede han tørt efter en times fortælling i bussen af en udmærket guide med dyb rod i det jyske, som hun nu omsatte til fortællinger om islam, gud og gaver.
Og nu hænger den der, over hoveddøren og fortæller, ikke om islam, men om tro i børnehøjde.
Tro uden rammer og regelsæt. nr, 7 på menukortet
Børnenes sikkerhed har hold i barnetroens lethed. Hvor imod vi voksne hver dag står stærkest i tvivlen.
Jyllandspostens tegninger er et direkte afkom af Grundtvigs tvivl og hans måde at tale om den kristne sammenhæng.

Grundtvig ville frem til at hverdagssproget var levende.

At vi talte dansk og udviklede sproget,
fandt gammelt frem og spandt nyt til.
Ord vi har i sproget som smager godt,
ord som:
søster, bror, kærlighed, nærhed, håb, mod, sjæl, folk og farrai, nutella og den slags.
De ord vi føler os hjemme i, dem der gir mening for det enkelte menneske, det er de ord der kan fortælle om den kristne sammenhæng.

De ord vi bruger i det liv vi lever.

De ord der er med os hver dag vi er i live, eller er i nuet.

De ord der tænder os, som det hedder på nudansk.

de ord er de eneste der kan få os til at se, at evangeliet er værdifuldt for mennesket.

Hvad jyllandsposten ikke havde med i deres overvejelser var at Grundtvig ikke kan eksporters, Grundtvigs frihed i liv og tro er kulturreligiøs tradition.

Ikke blot uforståelig for den arabiske verden, men også for vores nabolande.

Jeg havde en Engelsk kæreste der er opvokset på katolsk vis.

Han blev helt bleg, selvom han er trådt ud af sin katolske tro, når jeg taler om gud eller kristendom.
Fordi vi Danske har arvet frimodigheden i sproget til Gud.

Vi frygter ikke at sprogets udtryk skaber os en fjende i det høje.

Vi har skudt den gamle falske hellighed fra os, som rådede før Grundtvig.

Hvis man taler i kristelige vendinger om en man egentligt ikke kan li, så skal vi ikke komme og tro at den er i orden med gud.

Sanddru hedning, tyrk og jøde,

dem har Gud i grunden kær,
hader frem for alt de søde,
som på skrømt ham træder nær!

TYGGEGUMMI GUD

det er ikke høfligt at tale med mad i munden,

men vi kan godt tale om Gud og salami i samme åndedrag.
Tykke lidt på det,
og stadig adskille det.

Hvis i har set reklamer på TV-2 , så har i nok set det Danske firma, Stimorols reklame for deres tyggegummi. det var en af de første reklamer der var på tv2 nogensinde, da kanalen lige var åbnet.

Gud har dårlig ånde.

Han blæser liv i de særeste mennesker.
Dame Edna og Hitler.

Men så kommer en engel og gir ham en pakke stimorol tyggegummi.

Mundhygiejnen er i orden, og Gud skaber Adam med elguitar og finblad.

Selv Gud må ligge under for Tv-2s nøgencensur.

Men vi censorerer ikke Gud med dårlig ånde.
Gud er bare en af vennerne.
Ham kan vi godt grine sammen med.
Gud har jo tillid til os, har Grundtvig fortalt.

Vi behøver heller ikke råbe op om vores tro, til Gud og hvermand.

Gud er ikke døv, han ved nok hvor vi står eller ikke står, i forhold til ham/den/det.
Og hvermand ved at de er fri i deres personlige tro.
Den enkeltes forhold til Gud er privat.
Vi har troen i tanken og den formes af sproget.

Grundtvig lærte os det at ta hverdagssproget i brug.

Så den enkeltes prædiken er lige smuk for vor Herre.
Det er lige godt for Grundtvig om vi kalder Gud i tale via stjerner, lotto eller hånden op under kjolen på maren. Alle tre er dog alt sammen gjort af stof,
der hører hjemme i glæden: tro, håb eller kærlighed.

Gud, kan man som dansker ikke træde på, uanset udtryksform, men mennesket derimod, kan trædes under fode. Det har vi set med åbne øjne.

Pludselig er dog virkeligheden blevet at selve friheden er blevet et snærende bånd.

At selve den hårdt tilkæmpede frimodighed ikke forståes mellemfolkeligt.
Den kamp grundtvig stod midt i, står et helt folk i nu.
En hel verden.

Vælt det sorte kors fra graven.

Frimodigheden forstår vi i vores kultur. og vi skal finde forståelsen for resten af verden. vi skal lære at vores tabu er deres tro, er det de taler om med mange munde.
Hver fulg sit næb og det er lærdom – for os der pipper frit og frejdigt uden stopklodser eller kølervæske.

Plant en lilje i dets sted.
Liljen må være et frø af det der er stærkere end ondskab.
Et frø af det der binder mennesket sammen.
Romantikken, kærligheden.

Hvad gør vi nu lille du??
Tænker med voksentvivl og svarer med barnetro:
I kærlighed rummes vi, kloden over, uanset sprog, uanset religion, uanset frimodighed

((Hør resten i fordrager Gud hvor romantisk ved Astrid Søe www.astridsoe.dk))

Jeg glæder mig i denne tid

nu åbnes vintergækken hvid

så ved jeg forår kommer

nu dagens timer længes mer,

jeg solens klare lue ser

den nynner blidt om sommer.

nu rammer den det klare hav

som arver glød i form af rav

dem sætter jeg i kæden.

jeg ejer hele livet her

når lyset er min hjertenskær

Og lyset føder glæden.

Og glæden tar jeg med i nat

hvis jeg er ene og forladt

og gir den mine sorger

så kysser den dem alle væk

og skriver med usynligt blæk

at den er livets borger

Den flytter ind i læbens hud

og giver som sit gæstebud

et smil i andres øje

så ved man dog at solens skind

når det som glæde rykker ind

kan vinterens mørke bøje.

Ordet skaber hvad det nævner

Forfatter: ASTRID SØE

Foredragsholder, skribent, rådgiver. København DK

Forfatter Peter Mouritzen

Bog stav

November klar

111111

Mortens aften

GUD – Hvor romantisk!

FORÅR ?

TID

Novembernatten

kloge Ole

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: