Børnedigt om skole

Alle skriver ABC’er
under suk og mange veer
sidde stille skrive flot
frikvater og ha’ det godt
fælleskab, forskellighed
for din klasse er for fed!

Man skal være helt din egen
der er ikke noget i vejen
hvis du bare ikke driller
går med venskabsgode briller
selvom nogen larmer, tramper
til din lærer han får kramper

Nogen de får tit skæld ud
kommer sent, er kedelig knud
andre nørder med fysiker
det er godt til statestikker
ens for alle er den sag
de skal vokse op en dag

Hvis I passer på hinanden
taler rart og slut med fanden
griner med og ikke af
ska’ det nok gå godt hver dag
husk at være ægte venner
husk at holde alles hænder

//Astrid Søe

Børnebogsrummelighedsdigt

Ole bole gik i skole
i sin egen nye kjole
for det måtte han jo gerne
nu hvor alting var moderne
man ka sagten møde op
som sig selv – og kend din krop

Lille Anna gik og grundet
nu hvor former blev rundet
snart var hun en rigtig kvinde
men var hun sig selv derind?
så hun tegnet skæg på hagen
og gik ud og mødte dagen.

Spørge Jørgen var sig selv
men var sur alligevel
hvorfor må de andre ligne
knud når de er Josefine?
hvorfor går de rundt og tvivler?
hvorfor tænker de i hvirvler?

Så kom lange Peter madsen
ind og larmede i klassen
basket panden mod en karm
og han blev så gal og harm
lange Peter tænkte småt
det var ikke særligt godt

Pippi hun var blevet ude
hende hjerte var en knude
for de voksne havde sagt
det var tid hun blev indlagt
adhd sku hun stave
ikke lege i sin have

Tommy, Annika sad stille
de vil ikke mere spille
efter lærens lange pibe
nu de var i skræklig knibe
så de brugte deres kæft
det har ikke voksen tæft

Hov en sten – der gik en rude
der var vist Emil derude
han vil lege drengevildt
undervisning det er spilt
for Emil han fjoller rundt
som kun drenge ved er sundt

Se der har vi Hans og Grethe
men de lever i retrete
på et lukket børnehjem
der er ingen vej for dem
mor og far de er i spjældet
sådan går det uden heldet

Hvem er det der går derhenne?
Han er ikke til at kende
Det er Hodja, ham fra Pjort
men hvad er et han har gjort
han er blevet bande-barn
sådan går det, lille skarn

Lille Buster går i verden
noget tom, han føler smerten
nu er slut med trylleri
han gav op det var fordi
ingen så magi derinde
hvor magien er at finde

Inden frøsnapper han kommer
skal han visitere lommmer
for ham Orla går med kniv
står der i kommunens skriv
det kan kun gå ned af bakke
hører man de voksne snakke

Alice, evnetyrets land
det har tabt sin mælketand
for kaniner op af hatten
skal betales over skatten
du skal øve på procenter
for eksamenerne de venter

Lille Kaj, han sagde nej
for at gå sin egen vej
han er stædig og bestemmer
mangler grænser, jeg fornemmer
livet blir en rutchebane
ritual, øv dig i vane

Palles verden er forladt
så nu går han rundt ved nat
mor og far sir: stille – sov
palle tisser og blir flov
dumme drøm og sengen våd
giv dog Palle bedre råd

Hvis vi husker det der tæller
tror jeg nok  – alligeveller
både Ole og Emil
bliver voksne med et smil
den der larmer, hopper tumler,
bliver sjældent voksenfulmer!

Der er megen voksenlære
i at læse for de kære
hver en børnebog den rummer
mer end firkantskasse summmer
her er plads til lille lise
huen rød og kæmpe krise

For når bogen trækker vejret
får vi alle det foræret
at naturlighed og tro
det får barnet det kan gro
til at blive hel og rund
sådan blir man menneskesund

Astrid Søe copyright

Ode til udskældte november 2.

Kan letlempeligt synges på: se det summer af sol over engen

Se det summer af sol på mit Sjælland
se det driver med dag over Fyn
mens det grå viger bort over Jylland
trods en tåge der ligger over byen
og på øerne går vejret
indenfor for at ta en lille lur
DMI bliver ganske beæret
alt mens solen den gør november kur

Du skal være aldeles velkommen
du der kommer med tåge og regn
og et lommetørklæde i lommen
og en virus der kommer lidt i vejen
du kan bruse, du kan råbe
du kan skælde og ælde alt på jord
pyt – for jeg går i min badekåbe
og kan se, gennem tåger, livet gror

Astrid Søe Copyright

Nådige november

November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul

November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød

November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det der var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil

November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker – Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd

Astrid Søe 2011

Organ-gylp

Er kørt helt , fuldstændig og aldeles træt i at høre om Tudekusser, bitterfisser, klunkeklynkere, vatpikke og andet organ-gylp..

-Og nej, I hjælper ingen i ligestilling så længe I til stadighed kun er fastlåst i 69 stillingen!

Det kan godt være de sproglige safter stiger, men det giver ingen stigning til ligeværet og ingen rejsning for respekten!!!

Ta nu lige at kryb op over laveste fællesnævner og kom op af bukserne på hinanden.
Ta nu lige at ta mennesket tilbage i værdighed, vilje og vej,
– og til en debat
der ikke hele tiden rimer på pik og pat.

For at citere JBO: JEG BRÆKKER MIG!!!!!

Læs eller syng også gerne
http://astridsoe.blogspot.com/2008/09/68er.html

Håbets korrekte størrelse




Et håb er vel et håb, for de fleste.
det behøver ikke være svulmende, overstadigt eller prangende – bare det er håb- ?

Vi håber for hinanden, for freden, for kærlighden, for fremtiden.
Den økonomiske krise rider mareridts galop over mennesker, det mistes, der tabes, der tumles med liv og levnet.
Alligevel genopstår de mennesker i et lille overset, ukendt og ukurent håb.
Så småt at det kun kan blive større, kun kan vokse.

Og vi håber for hinanden i hverdagen: Åh jeg håber du må lykkes, jeg håber du får en dejlig dag, jeg håber du bliver rask.

Håbet er en enestående størrelse.
Det er ufravigeligt i mennesket så længe vi lever. det at håbe og bevare håbet.

I mit lille firma er håbet nøjagtigt 1,7 cm langt og lysegrønt.
En heldig og herlig del af mit daglige virke består i at give håb videre – til andre, til dem der mangler det eller har glemt det en lille stund.

Men mit håb er alligevel ufravigeligt 1,7 cm – sådan er det. Så passer det på vægt og gram og ind i konseptet…
Men alligevel passer det slet ikke….fordi det er et håndgribeligt håb, fordi det er bedrag, genhuskehåb, billedsprog.

Jeg er så uheldig at stå med det ½ håb. ikke bare i små mængter, men ca 30 kilo ½ håb på mellem 0,5 og 0,8 cm i længten

Og pludseligt blev jeg milimeterdemokratisk og gal og grædefærdig.
Mit håb passede mig ikke. Mit håb var for småt, mit håb var ude.. HÅBLØST!!!

Til jeg fik øje på det, håbet – at det jo da ikke er størrelsen, men måden vi tager imod det på.
Håb er håb, i små eller store stykker, i alle størrelser og mængter.

Mit nye håb passer ikke ind i min fasttømrede, skematiske, opmålte, fødevareministeriumsgodkendte, påklistrede, indholdsfortegnelseslabelkorekthed…

Hvad gør jeg så??

Begynder håbet forfra.
Genopfinder håbet på ny
Nytænker håbefuldhed.

Nu sidder jeg her, midt i håbet delt ud over 11.000 små stykker bolchehåb.. og genhuske hvad fanden det var jeg ville.
Ikke hænge mig i kasserne, ordtenligheden, samfundsensretningen, vanen..

Bare være med til at være det håb der smitter, uanset størrelse, uanset vægt, uanset vane.

Nu vil jeg lade være med at tude over spilte cm.
Nu vil jeg pakke håbet sammen, byde det ud og håbe… at håbet går an, uanset størrelse, uanset vægt. For håb er nok i sig selv – bare det er er!

Jeg HÅBER du forstår!?

Gradbøjning…

Et strå
Flere strå
Strålende

Ytringsfrihed

– Ytringsfriheden, holder den aldrig kæft?
Ytringsfriheden kan være svær at gabe over. Hverdagsværkstedet Mor’s Menageri har skabt “hold kæft” bolchet med indskriften YTRINGSFRIHED. Tyg lidt på den.
Ordet skaber hvad det nævner, så hver gang vi kalder hinanden tudefjæs, mother fucker eller idiot, forfladiger vi hinandens egentlige indhold og bliver til det ordene nævner.

Mor’s Menageri har skabt det store politiske “HOLD KÆFT” bolche YTRINGSFRIHED som et indslag i debatten om ytringsfriheden.
Hvornår byder det os at holde kæft, og hvornår er det bedst at kæfte op?
Prøv selv at få mening ud mellem tænderne mens du sutter på ytringsfriheden.
Frihed fylder, nogle gange mere end vi aner.
Frihed er først rigtig fri, når den står selv og ikke bruges som lokkemad eller logo.
Hvert menneske, sin frihed – også når det kommer til at ytre sig, så længe vi ikke kvæler andre i ordene.

For at fornemme hvordan det ville være at leve et sted hvor man ikke hylder ytringsfriheden, kan du tage “hold kæft” bolchet i munden og derefter se hvor svært det er at tale frit, med en stopklods i halsen.
Kommer der ord over læberne alligevel, vil de tage smag af bolchets sødme. Sødme er dejligt, men enhver må fra gang til gang finde deres eget ståsted, også hvis det har en bitter eftersmag.
Ytringsfriheden er så fri, at man må være villig til at gå mod strømmen.
I modstrømmen møder man frihedens dejlige brud – hun hedder ansvar.
Hvert menneske har pligt til at tage ansvar for ordene. Og når vi taler pligt, lyder friheden pludselig så indespærrende. Frihed har sin pris. Og prisen er altid den samme, at vi betaler med ansvarlighed.
Frihed under ansvar. Jo tak, med det er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Man kunne også bruge bolchet som en husker, når man møder et andet menneske. Samtale er ikke kun at holde på egen ord, men samtalen lever bedst hvor ordet er et mødested.
Hvor man, trods friheden til bramfrit at kaste andres holdninger i grus, har fornemmelsen for det andet menneske med sig i inderlommen.
Ingen har vundet eller er vokset i en samtale hvor man skilles uden at have imødekommet den andens ord. 

– Første pose er naturligvis sendt til Jyllands Posten…

– I 2010 modtog alle folketingsmedlemmer dette bolche og tekst om samfund til grundlovsdag.

http://livsoplevelse.dk/product.asp?product=18

Artless society – More ore less?

Lidt til og meget mere. Så kom den endelig, musikken hvor man ikke kan undsige sig at være hjemme i en eller flere af de skiftende klange. Hvor man end vender øret hen, finder man i den Aarhusianske musikgruppe ”Artless Society”, et sted at høre hjemme. Og man hører gerne til, både musisk og menneskeligt igen og igen.
Med en fræk blanding af flamingo, banjo, elektro-asien og britpop vender man sig uværligt mod nye og ukendte musiske tider og troen på at kunst ikke kender grænser. Derfor er musikken udtryk en understregning af bandets navn; det kunstløse samfund, hvor man finder sammen om nye toner og nye måder at udtrykke sig på. Uden kunstig ret og vrang, men med simpel sammensat nydelse og bagholdsangreb undervejs hvor man trode man ventede det, men alligevel opdager at angrebet var anderledes end vanligt og kom en halv tone før end ventet.
En gennemlytning af teksterne giver tanker et sted mellem ground ziro, skabelsesberetningen og janteloven. Der er en underlig lyrisk genklang af essensen af det indre liv vi helst ikke viser frem på storskærm, men som alle indeholder. Stress og naivitet træder frem som gentagne rystelser fra toget der stryger frem mellem svellerne og giver et metallisk indblik i et liv på skinner der bare ikke hænger sammen i pendlerhverdagen. Forsangerens britiske lyd klinger størst når kortet slår ind, som en ydre lydmur rundt om leadens bærede tone.

Artless Society husker at musik er et stadigt legende element og lader lytteren genkende de enkelte instrumenter, men overrasker alligevel ved at bruge stilarter og klange der ikke umildbart hører sammen eller hører instrumentet til. En ny og manglet artform der uværligt minder om en pakke af det nye tyggegumme der er hårdt udenpå og med en blød masse indvendigt der skifter smag og konsistens undervejs.
Den uventede klang har en bærende ren organisk grundtone, der viser vej gennem de enkelte numre. Både dancemix og slowpotpori har potientiale. Modigt at skabe musik der træder ved siden af og uden kunstkneb pisser Artless Society nye territorier af på dansegulvet og i hængekøjen.

/Astrid Søe

Det at savne er at se

Det at savne er at se
den der ikke mer er til
med et særligt mindesyn
der slår ned som klare lyn
Den der kender til at savne
ved at savn har mange navne
selv i sorg og eftertanke
smil og øjne der blir blanke
Det at længes er at finde
kærligheden dybt derinde
lad den mærkes, lev og giv
savn kan også give liv
Det at huske er at tro
at en sjæl kan evigt gro
som et minde i din tanke
i det hjerte som kan banke
Det at have elsket vildt
holdt omkring og smilet mildt
det at vide du er med
mens jeg lever, finder sted
Du kan fylde, du kan forme
du kan mildne livets storme
som et spor på livets vej
går du foran og er dig
Det at savne er at le
da jeg ser at du er til
i de kroppe ladt tilbage
ingen ender deres dage

//Astrid Søe 2011