“MOAR”, lyder det fra børneværelset.
“Der er en elefant-myg her inde, kom og hent den”!
Kom og hent den? Ja det er sku nemmere sagt end gjort.
Det er efterår og alle kender den korrekte størrelse på myg på denne tid af året, de er, uden et barns fantasi, nogenlunde og helt korrekt på størrelse med cirkus Benneweiz gamle elefant og jeg er tilkaldt som domptør.
Det tar lidt tid før jeg får øje på den, susende som en krigsmaskine gennem luften ovre ved reolen med rene underbukser. Hov, der ligger da lige et par som ikke hører til, dem kan jeg da lige sortere fra, inden jeg “henter myggen”.
Imens summer Kræet henne ved skrivebordet.
Myggen sidder fed og doven på computeren og skider sin sidste modige klat på et unaturligt Apple, som eller anden designer har taget en nådig bid af, før det blev klasket på som logo.
Jeg klasker ellers aldrig, hverken dyr eller mennesker. Faktisk har jeg i snart fyrre år gået rundt og levet i Ghandi rolig viden om at end ikke en skallet myg har mistet livet under mine hænder, eller vildfarne katte fanget i lygternes lys. Jeg når altid, til fare for andre trafikanter, at bremse op eller slingre uden om.
Men den her myg, den skal hentes, det er missionen.
Min dreng har stik over hele kroppen og jeg ved at den sidder der fuldfed af mit eget kød og blod.
Nu går jeg i krig, bevæbnet med et Basserne blad. Jeg overvejer lige at fortælle min dreng om den fantastiske kampagne: Tæl til ti..før du slår, men jeg når slet ikke til 10 før jeg springer som en rasende oprører efter myggen der nu er lettet fra computeren.
BAM. jeg rammer, men misser myggen, mens legomodellen fra sidste jul smadres mod gulvet.
Jeg vender mig mod min dreng, der med store øjne ser sin Lego by styrte i grus. Tiden står stille – vi ser på hinanden og jeg fornemmer at vi er helt enige. Denne mission må koste hvad den vil.
Jeg drejer rundt i luften, i et spring fra fodenden af sengen.
Min dreng jubler nede fra dynens dyb, og råber opmundrende krigshyl, der for kampen til at minde om Afganisten, Libyen, Irak og jeg ser alle de store diktatorer rulle forbi mit indre blik. Chautjesko der tumler angst ud af et militærkøretøj en jul, Bin Laden ligger i en blodpøl, Gadaffi der skubbes rundt af skrigende mænd der jubler mens døden indtræffer… og myggen der suger blodet af min dreng.
Det her er et hævntogt.
Fra fodenden lander jeg sikkert på benene og strækker min arm så langt jeg kan, og er pludseligt Harry Potter i en quiddich-kamp. Det gyldne lyn er lige ved at være mit. Hvis jeg fanger det har vi vundet, mit hold, min dreng og jeg, over al ondskab. Mine fingre strejfer den og jeg kan mærke angstens sved, fra både myggen og jeg.
“Lammer”, skriger jeg med besværgelsen fra Hary Potter.
Min dreng griner. “Nå mor, er den død?”
“Næ, bare lammet, du ved, jeg sætter den lige uden for ik?”
Jeg kan ikke få det sagt, at jeg har dræbt den. Jeg skraber den op på bassebladet, blodet på loftet fortæller tydeligt at den er stendød, under jubelråb og krigsskrig.
Mygge-liget klistrer sig til sgt. Bulder, der i Basser tegneserien er ved at smadre Jens Fup, som altid.
På badeværelset tørrer jeg blodet af bladet, vasker hænder og går ind for at læse godnathistorie, men ikke Bassebladet, som er ulæseligt udtværet af blodbadet på børneværelset.
I aften læser jeg Cykelmyggen Egon.
Ordet skaber hvad det nævner 