Vår er
Vår er varme der kysser atmosfæren
vår er vraltende ænder ved en vej
vår er ukrudt der bryder hver en væren
vår er solkåde skolebørn i leg
vår er vækster der gror
vår er kærligheds ord
vår er dagen der længes højt mod nord
Vår er kjoler der kravler over knæet
vår er bøgen der springer tidligt ud
vår er frostsprængte sår der nu er læget
vår er nyvasket tøj der hænges ud
vår er gensyn og liv
vår er digte og skriv
vår er sjælen i ivrigt perspektiv
Vår er læber der nynner gemte toner
vår er fregner der spirer på en kind
vår er skyernes drivende ikoner
vår er stemning af frihed i dit sind
vår er barnet der ler
vår er øjne der ser
vår er kysset der ønsker meget mer
//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk
kan synges på: Det haver så nyligen regnet
November med måde
November køber nye sko
der holder kulden ude
med velcroluk og snørrebånd
og ekstra holdbar snude
November samler virusnys
og honningmælk på sengen
og kogevand af nældeblad
jeg samlede på engen
November tæller sine børn
et år af frugtbar væren
og smiler gennem tågedis
opstår i atmosfæren
November viser årets høst
af sorger og af glæde
og bringer nærværs største ord
du var dog helt til stede.
//Astrid Søe 2013 – november
Himmelseng
Sommer salig
Det sørme, det sandt, det sommer!
Lille vår
November testamente
November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.
//Astrid Søe 2012
Du dejlige november.

Efterårsnat i August
Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012
sommerregn
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys
//Astrid Søe 2012 – midt i den smukkeste regn