Se en maj der gror med glæde,
blomstrer, bærer, pakker ud,
jorden fyldt med vækst og væde,
vokseværk og vågeskud.
Se en maj der pynter kloden,
som et kys der sætter spor,
og hvor end jeg sætter foden,
gror det frø der faldt i fjor.
Astrid Søe maj 2012
Det er sår’n en anelse ilde set
at gå rundt om sig selv på sin egen planet
at være tilstede, men tænke på sit
at danse en vals der er ude af trit
at falde i staver mens jernet er hot
at synes at alting er in som er not
at glemme et møde og så gå i stå
at række mod saltet man ikke kan nå
at købe avisen fra dagen i går
men skidt, det forklares i det, det er vår!
//Astrid Søe
Udefra er euforien
ikke ganske at forstå
alle nynner melodien
store smil på må og få
Havestole skifter farve
hækken spirer himmelhøj
jorden flyttes af en larve
væk et vintrens lag af tøj
Udefra tæt ved ækvator
findes ikke skift i vejr
solen kendes som diktator
vinter findes ikke her
Kender ikke eurorien
når det atter bliver vår
kærlighed til blomst og bien
kun vi nordboer forstår
//Astrid Søe
En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun
En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en
En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.
//Astrid Søe 2012
Den brød igennem mulm og jord
den brød den frosne klode
den spirer af de gemte ord
min egen navnekode
Og kan du finde mine spor
og gætte gækkens have
så send mig et tilbage ord
og ægget blir’ din gave
Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003
Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.
Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys
Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.
Nu spirer tulipanerne og glemmer vinterhi
for jorden havde gemt et forår dybt derindeni
og mellem frost og februar fik vækkevisen vækst
da vintervuggevisen havde glemt sin egen tekst
//Astrid Søe 2012
Ordet skaber hvad det nævner 