Godmorgen, godmiddag, godaften

Melodi: Carsten Johs. Mørch – melodi til: Godmorgen lille land
Tekst: Astrid Søe, 14. marts 2012

Godmorgen, tabu land!
Et land med tys, og var din mund,
hos kvinde og hos mand,
vi vågner til en tavshed,
med tanker dybt gemt væk,
bag hver et hegn, ligusterhæk.

Godmiddag, tag dit ord,
og giv det ærlighed og vid
så kærligheden gror
og sprænger det der deler,
du tøver før du tør
så har du lukket lykkens dør.

Goddag, og giv nu op!
Spring ud foruden mål og med
føl efter i din krop,
og tab fornuft og tanke;
vi vokser når vi tror,
vi bliver mødt i vores ord.

Godaften, stolte folk!
Et danmark hvor vi ytrer os
og friheden er tolk
et helt fanatisk frisind.
I hver en krinkelkrog
kender vi landets grundlovsbog.

Godnat, mit frie sind!
tag drømmen med i dagens håb
byd fremmede derind
og kys med åbne munde
en tone af mit land
en frihedsfabel af forstand

Sangen har jeg skrevet til vores smukke ønske om et Danmark af ytringsfrihed, frihed, lykke og fælleskab. Undervejs er der hentet tankebilleder fra Filosoffen Søren Kierkegaard og hans tro på det ord der giver mennesket grosted og sætter fri.

(((Melodien er skrevet til åbningen af storebæltsbroen. sangen hed: ‘Godmorgen, lille land’ blev Vindersangen i konkurrencen om en åbningssang. Poul Dissing fremførte sangen for dronningen og hele Danmark på åbningsdagen.)))

kærlighed er spiretrods i os

Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003

Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.

Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys

Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.

Kærligheden er glemsom!

Tone: Nu lyser bøgens blade atter op

Eller (som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb

hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje

Jeg skriver ned på dagens huskeblok

at livets læring tærer al min glæde.
da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!

Jeg ber’ dig huske på din alderdom

men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder

Jeg følger dig med støv på mine skridt

en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer

Min kærlighed er hullet som en si

og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker

Jeg står igen ved kærlighedens dør

og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter

Endnu har intet menneske magtet at sætte ord på kærligheden.

Ingen har fundet svaret på gåden.
Vi gentager og gentager vores spørgsmål.
Og tilsidst råber vi af os selv og andre at vi er nået ind i banaliteten.
Men kærlighed er aldrig banal.
Den er netop værdig til dagligt at stille spørgsmål.
Og herligt er det at opdage at selv vores herlige sprog må blegne.
Vi finder ikke ord. Vi mislykkes.

Vi skriver op og ned af stolpe om forelskelse og om kærlighed der går itu.

Men selve kærligheden kan vi ikke, selv ikke med de mest herlige forsøg, finde et hjemligt brugbart sprog til.
Vi kan genkende kærligheden når den er der, men fange den ind til et gyldigt svar magter vi ikke.

Forunderligst af alt er selvsagt, at vi vil sætte livet ind på et andet menneskes genkendelighed.

Et andet menneskes uforklarlige kærlighed.
Det er kærlighedens væsen.

Forelskelsen er straks en helt anden klædning.

I forelskelsesøjeblikket render vi endnu rundt med prisskiltet på frakken.
Sindssyge i øjeblikket.
Ude af os selv.
For det er de færreste der virkeligt har været ramt af forelskelse der er sig selv.
De er ude af sig selv fordi vi er på ukendt grund.
Og det er vidunderligt at lade sig forføre ud i forelskelsen.
Lade sig føre af det ukendte.
Men det er ikke holdbart.

Dagen kommer hvor forelskelsen møder sit modstykke.

Den møder kærligheden.

Forelskelse og kærlighed har slægtsbånd, men det er langt ude i familien.
I valget af et menneske, en anden end os selv, mødes de to, forelskelse og kærlighed.
Men de skilles ved forelskelsens krav om fornyelse og kærlighedens krav om gentagelse.
Forelskelse er som en svingdør.
Vi mødes ikke og falder i snak i døråbningen.
Vi løber rundt og skubber til glasfladerne i døren.
I det øjeblik hvor vi får øje på vores eget spejlbillede i glasset,
og dybere, får øje på at glasset er så gennemsigtigt at vi kan se det menneske vi er forelskede i gennem det.
Da bestiller vi håndværkeren til at skifte svingdøren ud med en dør der har håndtag, hængsler og nøglehul.

Kærlighedens dør åbner og lukker sig hele tiden.

Og er bred og magelig så man igen og igen mødes i døråbningen.

Nødudgang, står der over mange døre i det offentlige rum.

Det står der ikke over kærlighedens dør.
Jeg forestiller mig at der står: evighedens gave.

Kærlighed er arvelig og gammelkendt.

Det første vi fornemmer i livet er kærligheden.
Barnetroen er gjort af dette besynderlige stof.
Kønsakt er ikke kærlighed.
Der kræves ikke kærlighed for at blive med barn.
Men der kræves kærlighed for at ville barnet.
Ville livet.
For at vælge sig livet til.

Kærligheden som arv er fælles menneskelig.

Og urokkelig hvor meget vi end brydes med den.
Hvor kærligheden hersker bor livsgrøden
Hvor den slukkes hersker døden.
Skriver Grundtvig.
Hvor der er kærlighed er der liv.

Hvis kærligheden virkeligt er den kraft der kan overvinde alt.

Hvorfor ser det så ud til at den sviger os hele tiden?
Sådan kunne man spørge sig selv.
Hvorfor giver den fortabt mellem mennesker?
Hvorfor sygner den hen efter års samvær.
Alle stiller spørgsmålene.
Men kærligheden selv er tavs.

Grundtvig skriver i digtet nu skal det åbenbares:

End lever kærligheden,
Som aldrig kan forgå,
Men klare sig herneden
Til livet at forstå.
Til klart ham at begribe,
Der evig er i live
Som kærligheden selv.

Kærligheden er livets gåde.

Jo klarere vi ser kærligheden,
jo mere forstår vi af livet.
Og jo mere fornemmer vi det evige liv.
Armen strækker sig gerne ud,
når det der bliver budt rundt; at vi skal elske hinanden.

Et menneske sagde til mig at kærligheden kan blive mere sikker indeni end ens eget cpr nummer.
Meningen var at fortælle at kærligheden var sikrere end det menneskestempel vi får fra barnsben i cpr nummeret.

Sig du er til: sig mig dit cpr.

Tallene i cpr. Nummeret er evige i deres rækker og udvidelse.

Ingen kender tallets endelige.
Men kærlighedens stempel mærker dig dog dybere som menneske end tallets stempel.
Kærligheden kan i tanken ikke høre op.
Kærligheden er evig fordi den rækker ud over både livet, angsten og døden.
Kærligheden er livets mulighed.
Og en mulighed som enhver kan række ud efter.

Der var på et tidspunkt en tv reklame der løb over skærmen for et nye pop program på tv-2 der handler om det der på nudansk hedder dating.

Underteksten til udsendelsen lyder:
Kærlighed er ikke for amatører.
Vrøvl! mener jeg.
Kærlighed er den vidunderlige blanding af at enhver netop både er professionel og amatør.
Vi kender kærlighedens værd, dens overlevelsesevne og vi kender dens gentagelse.

Kærligheden mellem slægter, kærligheden til fædrelandet, til naturen, til livet.

Den kærlighed hører ikke op når kærligheden brister mellem to.
Kærligheden er stadig en evighedsmaskine.

Mister vi kærlighedens samspil med at menneske sker der det forunderlige at vi begynder forfra.

Vi er livet igennem så overtydede om at kærlighed er til,
at vi hovedkulds har mod til at ville den.
Igen og igen.

Jens Rosendal digter således:

At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden sir,
så har den vore hjerter.

Jeg brugte i en prædiken i hjallelse kirke disse ord af Rosendal som bøn for min prædiken.

Og de var valgt fordi de netop siger det mest vidunderlige ved kærlighed:
At det kan da godt være, at det er gået skævt for nogen før,
med lige i kærligheden kan vi ikke bruge andres erfaringer eller
vores egne.

Kærligheden er glemsom.

Det er min påstand.
Den kan dykke os ned i glemslens bad, så vi atter genopstår til livet.
Jeg tror at det er det eneste sted i livet og det eneste begreb vi ikke kan lære af og gudskelov for det.
Folk bliver gift og skilt og gift igen.
Og kærligheden er ikke ringere af den grund.
Kærligheden vender tilbage til det menneske der har mistet troen på at den kan findes mere.
De fleste kender fornemmelsen.
Aldrig mere vil jeg elske, siger vi når vores hjerter er bristet.
Men midt i det mørke famler vi dybere rundt i frakkelommernes gab og støder på en tube karlsons klister.
Hvis en dag dit hjerte brister,
Lim det så med karlsons klister.
Det umulige klinkes sammen og kærligheden er på ny beredt til kamp.

Kærligheden er viet til opstandelsen.

Det er kærlighedens ukuelighed.
At den er evighedens stemme.
Jo mere kærlighed et menneske vælger ind i sit liv, jo mere får det fornemmelse for evighed.

Videnskaben søger efter en forklaring på kærlighedens kraft.

Og Videnskabens svar er at den er kemi.
En gruppe amerikanske forskere har for nyligt undersøgt forelskelsens kemi bl.a. ved magnetisk scanning af hjernen.
Og der er ingen tvivl.
Vi vælger ikke selv kærligheden.
Kærlighed er kun kemi,
Det hævder videnskaben.
Den kristne skabelsesmyte siger noget andet.
Den siger at kærligheden er en erfaring vi har fra livspustet.
Kærlighed er i åndedraget.
I det livspust der gik fra skaberen til lerfiguren.
Et kærlighedspust.
Tanken er ikke så tosset endda.
Puster man et barn i ansigtet holder det med gammel erindring vejret.
Man kan dykke barnet ned under vandet uden frygt for at det drukner hvis man først puster det i ansigtet.
Barnet holder livet nede i lungerne til det igen kommer op til overfladen.
Så genoptager det åndedraget.
Det er barnetro.
Og barnlig tillid.

Midt i videnskabens dokumenter om kærlighedens ufri, kemiske kæft, trit og retning står vi og mangler kærlighedens pust i ansigtet.
Og det kærlighedspust kan vi hente i vores egen erfaring.
At kærligheden er mere end videnskab.
At den er et stedligt besøg af evighed.
Ordet kemi har jeg valgt mig til at være en forkortelse af:
Kærlighedens evigheds mod indeni.

Et gammelt mundheld siger at kærlighed er blind.

Videnskaben siger det samme.
Man forelsker sig bedre i mørke.
Vi tiltrækkes af hinanden når mørket falder på fordi propillerne udvider sig.
Det er også derfor vi nemmere forelsker os i brun-øjede folk.
Men det gamle ordsprog kærlighed er blind kan jeg ikke genkende.
Jeg ville vælge det lidt anderledes, og i stedet sige:
Forelskelse gør blind
Kærligheden går med kontaktlinser

Jeg har endnu ikke forelsket mig i et rigtigt menneske.
Det vil selvfølgeligt ikke sige at mændene er lavet af plastik, men det jeg mener,
er at de mænd jeg har forelsket mig i har været drømmebilleder på en uvirkelig væk.
Det er samme udsagn her gang: Den mand jeg lige har mødt er alt det jeg har ledt efter.
Han er helt og aldeles vidunderlig.
Ingenting stritter imod.
Forelskelsen blinder så meget at man heldigvis kun ser det nye menneske som fejlfrit.

Når kærligheden så slår ned viser det sig pludseligt at det menneske der lignede ridderen på den hvide hest er levende, drypper på brættet, snorker, læser på lokummet, vasker karkludene ved 30 graders uldprogram.

Her bliver kærligheden stærk.

Kærlighed holder af fejlene.
Kærlighed lærer os at få øje på egen fejl og at leve med andres særheder.
Det øjeblik man ser at ingen er fuldkommen bliver kærligheden fuldkommen.
Den går fra blind til bruger af briller.
Kærligheden ser netop mennesket.
Den forstørrer alt virkeligt hos den anden.
Forelskelsen gemmer sig bag sit svagtseende væsen.
Og det gør ikke forelskelsen ringere.
Dens skønhed er netop at den kan forgude.
At den giver tro på at det er den eneste ene man har mødt.
Og forelskelsen holder lige tidsnok til at man er klar til kærlighedens favntag.
Klar til gentagelsen vidunderlige varme hånd.
Endnu en dag med det samme ansigt på puden ved ens side.
Endnu en dag med det velkendte godmorgen.

Kærligheden er i fare for at blive vane.

Det valgte menneske kan blive et møbel i ens tilværelse.
Kærligheden må med mellemrum brydes af forelskelsens overraskende hurtighed.
Man kan forestille sig en mand og kone.

Manden har i 30 år i træk serveret kaffe og rundstykker på sengen hver morgen.

Man glemmer til sidst at sætte pris på det.
Men den morgen han ikke gør det.
Så indtræder længslen efter de sprøde rundstykker.
Efter ritualet, det genkendelige.
Man længes efter det velkendte.
Men får jo lige så hurtigt øje på, at hvis han ikke havde ladet være med
at varme rundstykkerne den dag, så havde man aldrig fundet den længsel.
Så havde man ikke fået øje på hvor herligt ritualet er.
Det øjeblik man længes mod noget vokser også kærligheden til det.
Længslen kommer man til at holde af..
Så meget, at man længes efter længslen.

Kærligheden forguder ikke, som forelskelsen gør det.

kærligheden holder helligt.

Vi skælder et helt liv på vores nærmeste over deres ritualer.

Forny dig dog menneske.
Lær dog at ramme brættet.
Men de ord vi bruger mod vores elskede, må kun vi selv bruge
Det man lige kærligt har skældt ud over på sin mand,
Bliver man rasende over at høre andre sige om ham.
Hvad fanden ligner det at sige den slags.
Selv må man gerne sige det.
Der er jo kærligheden samtidig med,
trods de hårde ord.
Men ingen, ingen andre skal sige noget af samme skuffe.
Vi forsvarer den eneste ene mod angreb udefra og angreb på sig selv.
Kærligheden er loyalitet indbygget med sin egen retfærdighed.
Den dag man finder sig i andre menneskers dårlige ord om den man lever med er kærligheden brast.

Kærligheden er fri i sin uovervindelige tilstedeværelse.

Brister den for to lever den videre i dem hver for sig.
Ethvert menneske leder efter kærlighedens garantibevis.
Elsk mig for evigt eller ikke overhoved.
Det er kærligheden ukuelige håb.
At den er evig.. så længe den varer.

Hvad skal vi med ægteskabet som ide?

vi skal turde tage dødens ord ind på lige linie med kærligheden. 

I det kirkelige rum møder ordene til døden os skiller,

der er man mest fri.
Der vælger man netop for livet.
Døden minder om liv, fortæller om at man tar kærlighed så alvorligt at man sætter livet ind på det.
Jeg har fundet på den ultimative morgengave: En gravsten!
Det er måske ikke den mest moderne ide, men min tanke var at tage de ord alvorlige.
At ægteskabet er en ny begyndelse.
Vores navne står på stenen og vores vielsesdato.
Mister vi kærligheden eller dør fra hinanden er det der livet hører op.
Det er den dato der skal stå som dødsdag på vores sten.
Men vi håber da ikke at den ender med at stå inde hos skilsmisseadvokaten.

Kærligheden lover os ikke noget.

Løfter i kærlighed kan kun vi selv indfri.
I genkendelsen,
I tilliden,
I kampen for at nærme os den gåde vi aldrig kan løse.
Kærlighedens gåde.

Lars lilholdt har i 1993 skrevet om hvor umuligt det er at navngive den gåde.

Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil… han finder ikke et navn
Det eneste svar han finder,
Er samme svar som Grundtvig fandt i hans kærlighedstro.
Kærligheden er en gave.
Vi kan tage imod den eller kaste den bort.
Vi stifter ikke gæld ved at modtage den.
Kærligheden er netop fri fordi den ikke er en selverhvervelse,
Den er med andre ord livets egentlige gave.
Det overskud alting gror af.

julens kildevæld

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe 2011

Ja for fanden

Kommentar til vielser i folkekirken.. uanset køn!

Ja for fanden
ta hinanden

den som tøver trækker ud
kærligheden skabt af Gud

Hvad vi skulle og vi ville
er et ja, et bryllupsgilde

uden syn for køn og kød
DET er livets moderskød

medgang, modgang – mageløs
sæt nu kærligheden løs!

for der findes ingen bønner
der gør livet meget skønner’

end de ord fra hjertets rum
der kan gøre munden stum

kun et enkelt ord kan bære
JA til kærlighed at lære

Tro og tillid er i ånden
det at ta sit liv i hånden

og at gi’ det til hinanden
det er MERE Gud end Fanden!

Dåbs salme.

Melodi: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord. Knud Jeppesen 1951
Hør melodien her: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/728/93/2

Tekst: Astrid Søe 6. Oktober 2011
Tilegnet “Valentin”

Du gav mig, i dåben, med visdom et Ord,
du gav mig mod livet et øre.
Du gav mig et land og et folk højt mod nord.
du gav mig en længsel mod der hvor jeg bor,
og tilgiver mig når jeg søger.
Her finder jeg sted
og kærlighed med
og mildnes når hjertet du rører.

Jeg vokser af det der er større end mig,
jeg kender dig let når du kommer.
Jeg danser og drømmer i børnenes leg
og vågner og ser; Det du er, det er mig,
som vinter der skifter mod sommer.
I våren du gror
og kærlige ord
og gaver har fyldt dine lommer.

Så giv mig den frihed at tvivle og tro
at formes, at fæstne, forfalde,
Og når jeg opildnes og falder til ro,
er glæden at vide man altid er to,
at dele og give det halve.
Når livet slår ind
så grib det og find,
den mund der med kærlighed kalde.

Så vær den der går, foran mig, med dit Ord,
så livsgnisten altid vil tænde.
Jeg fødes af glæden ved livet på jord,
og tager imod, som en gæst ved dit bord,
når bladet i bogen sig vende.
Hvad livet mig vil

den tid jeg er til
er enkelt; At kærlighed kende!

Vi skal huske at tvivle – før vi kan tro!

Vi skal huske at tvivle – før vi kan tro!
vi skal huske at elske hinanden vi to

vi skal finde en sten før den dag vi skal dø
vi skal vide at livet er kun på besøg

vi skal holde en hånd vi skal kysse en mund
vi skal huske at famle og støde på grund

vi skal se på hinanden og møde et sprog
vi skal skrive historier i gådernes bog

vi skal være og vælge og vandre til fods
vi skal ville det nok til at rives til blods

vi skal turde gå under og opstå igen
vi skal mestre at lytte og være en ven

vi skal falde igennem og så sættes fri
vi skal løfte en skæbne og gøre den rig

vi skal finde det enkle hvor ingen har ledt
først da blir vi den kærlighed ingen har set!

Din sang er altets tone


Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr’s tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002

Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage

Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet

En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde

Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde

I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.

Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde

Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone

Hot-Dog med sjæl

Skrevet 1. juni 2011

Nå ja, det er vel ikke så tit man kan hidse sig sjæleligt op over at høre ordet Hot-Dog.
Men alligevel –
I går fik jeg et ganske særligt opkald fra Kongens Nytorvs pølsevogn.
Et opkald jeg også modtog for tre år og tre måneder siden.
Dengang fra min euforisk glade, milde far, ved midnatstide der stod og åd en “MORFAR” en hot-dog med remulade og rå løg.
Hans særlige hot-dog favorit. Og det er da værd at ringe hjem om.
Hej – gæt hvad jeg laver??? Spurgte han barnligt, midt om natten, og glad helt ned i storetåen.
Jeg står ved VORES pølsevogn på Kongens Nytorv og æder Hot-Dog.
Vi har det herligt (Vi- Min mor og han – der igen igen var taget på kærestetur efter over 40 års ægteskab)
Der er rå løg nok! Skynd dig at komme – vi savner dig – vi hygger!
Og dertil følger en dejlig opremsning af alle de dejlige mindesteder de har tråde såler i i dagen løb, som han allerede har fortalt om i mange opkald i løbet af dagen, men lige skal gentage igen igen i sin glæde.
og så, vi ses, knus.. vi ses… elsker jer alle tre (Børnene og jeg) ses, hej hej, huttelighut, nå godnat og vi skal snart hjem og mor er så sød, nå godnat, hej hej…
Og så vappede de to gamle hjemad mod Valby i fodformede Jacoformsko og så døde han. midt i kærsteriet, midt i Hot-dog, minder, København, Kongens Nytorv, lige efter vores pjattede samtale i natten.
Han vidste det måske, for hvem ringer til sin datter ved midnat for en Hot-dogs skyld?
I går ringede min ældste søn hjem fra selvsamme pølsevogn. Mor – jeg står og får mig en “MORFAR” – kær 10 årig kærlighedsstemt opdagelsesrejsende med let grødet stemme, men fuld af morfar-minder, liv og nybegynderpølsevognsglæde.
Det er ikke fordi jeg ikke tror livet begynder alle vegne på kloden, hele tiden, hver dag, men jeg tror for vores slægt at der er en gangske sjælelig groglæde ved at hænge på kanten af den mobile pølsevogn og gro fast. Den halvlunkne cocio og ketchup på ærmet.
De mange forbipasserene der ser op, ud og hjem mod nye oplevelser, skuffelser, skabelser.
Alt det ukendte i øjnhøjde – med tillid – fordi den hjemlige hot-dog logrer genkendeligt.
Der skal gåes mange skridt i min søns liv før han en dag ringer til sin datter og pjattet byder livet farvel i højstemt glæde.
Men traditionen er på plads – livet begynder ved pølsevognen på Kongens Nytorv.
Der står sjælene i kø for at fortælle om kærlighed, livsglæde og rå løg.

Mor – hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 
Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske.
Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, – det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.