Skrevet den af ASTRID SØE

Snublende jublende nær

Jeg mødte dig uden uden for nummer
i køen til livet såmænd
du blev hvad kun Phi ene rummer
en evighed atter igen

Jeg kysset din mund og din hage
jeg spiste dit ord og din frugt
du blev til min paradishave
og paradis bør blive brugt

Du satte et træ der slog rødder
du plantet erindring og vær
og du var mit smør på min krydder
så snublende jublende nær

Du skænker i kopper af ælde
og kanter der har fået skår
for alt der er brugt kan fortælle
at nuet blev født af i går

For tiden har flyttet forstanden
og rynker har mildnet dit sind
jeg ved vi er skabt for hinanden
spring over i køen, kom ind!
//Astrid Søe 2014

Melodien kommer snart på en kanal nær dig 🙂

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Tro + tro =

Tro + Tro ? Mit bud er 2

med paradis in mente
Fra phi til phi er mennesketro
Multipliceret testamente
Med ukendt faktor regnes ud
At summen lig med x’er  
Der divideres med en Gud
Og plusses med en sekser
Mens brøker af et DNA
Procentvis smelter sammen
I teologisk regnefag
Er resultatet = Amen!
//Astrid Søe 2014
http://www.livsoplevelse.dk

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

vinter solhverv

Så drejer året mod dag igen
og mørket kaster sin kåbe
du smukke vinter, min hjerteven
du lysner, begynder at håbe.
Du brænder dit bål på den korteste dag
du vender foret i frakken
og mulden forskydes i flere lag
solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand
og tid der skal komme og kaste
en skygge mod det der er solur i sand
mens jorden går væk fra sin faste.
Så giver du frø der skal spire og gro
og finder et forår på kloden
og giver et menneske noget at tro
langmodig alligevel moden.
Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

TRO VÆRDIG (Udgivelse bog)

Tro Værdig – Til Hverdagsbrug – Bog

Af Astrid Søe


Det 

Det vi ved som ikke gælder
det vi kan som ikke tæller
det vi gør som ingen ser
det vi skal som hjælper fler
det vi flytter for en anden
det er kærligheds-forstanden!

“Tro værdig” er en opsamling af løse vers, rim og digte til hverdagsbrug.
Ord der lander og læner sig mod tro, sorg, sjæl og sind.

Et mødested i mennesket og det vi virker mod og med.

Ord er til for at blive brugt os imellem, de er til grams, til grin, til gro, til gru, til brug og betydning.

Ord er en gave vi ikke kan bytte i butikken igen.

Ord koster, knuser, kranser og kærtegner.

Ordet er frit og det er dit og mit.

Køb den her:
http://www.gucca.dk/tro-vaerdig-til-hverdagsbrug-bog-p249482
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Gamle Severin

Der står den gamle Severin, på tærsklen til en kirke,
i våbenhusets svale skjul, med gammelnordisk virke,
han læner træt på murens sten, og nynner på en salme,
forbander nattens punchebryg og morgenstund har kvalme,
for guld i mund er glædelig og fælleskab for alle,
men kirketrappens gamle sten er blevet ganske smalle,
her hyler fenris, dundrer Thor og Oden skær af grisen,
som vi har sunget om i nord, i gammel folkevisen,
og kirken byggede et hus, hvor sagn og sang var ordet,
og julen rullede så from, på kirkealterbordet,
den gamle Severin så til, og ville myten huske,
for gammelord er også jul, som ord i brændte buske,
og Severin tog ordet frem og lagde det som tæppe,
på våbenhusets kolde gulv, en lyd der høres næppe,
en gammel rusten melodi, af ord fra As og Vaner,
gudmødre til den lille ny, barn Jesus gamle aner.

//Astrid Søe 2013

Grundtvig som genhusker på den gamle nordiske julefortælling, i sampagt med den ny fortælling.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At vælge til.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988
At vælge til, at vælge fra
i hastighed og dvale,
at vente og at være klar,
på bakkedrag og dale.
At skubbe rullestenen selv,
at låne og at stå i gæld –
Når hjertet alt bevæger.
At samle sten med huller i,
og mærke dem i lommen,
at ånde ude i det fri,
og være helt velkommen.
At stemple sjælens rejsepas,
med solens lys som et kompas –
Når hjertet alt bevæger.
At tiden kommer, tiden går,
foruden vej og måde,
at finde fred med det man når,
er livet egen gåde.
At slippe et kalenderblad,
og spise sidste måltid mad –
Når hjertet alt bevæger.
At stå ved ord og magt og ånd,
treenighed af tillid,
at tage barnet i sin hånd,
og være i sin nutid.
At tage overfrakken på,
at løbe eller bare bare gå –
Når hjertet alt bevæger.

//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.

Melodien kan fiskes her:  http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At løbe mod.

Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988 
At løbe mod, at løbe fra,
at løbe ind mod muren,
at lykkes i det liv man har
og favne hele turen.
At flytte sig i eget liv,
på barnefod og gangstativ –
i åndedrag af livet.
Sæt foden frit, for dit og mit,
på gade, sti og veje,
for tiden går med store skridt
og ingen kan den eje.
I tillid får vi ejerskab,
en vej i dødens sorg og tab –
i åndedrag af livet.
At være spejl af tidens tand,
hvor horisonten buer,
i timeglas med livets sand,
en del af Altets nuer.
En bøn i skovens stille rum,
der bliver Ordets egen sum –
i åndedrag af livet.
I Gylling mølles vingefang,
berørt af vejr og vinden,
som flytter storme, sol og sang,
som kys på barnekinden.
En himmelstump der maler dig,
et dagligt brød der deler sig –
i åndedrag af livet.

//Astrid Søe 2013 – Salmer til udenvejrs gudstjeneste.

melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At låne og leve hinanden

Vi skal løfte og bære og samle på lys

Vi skal låne og leve hinanden
Vi skal råbe på længsel til alting fornys
Og kysse et løfte på panden
Vi skal bygge en by med tårne og træer
Vi skal støbe en verden i ler
Vi skal så og høste og selv sætte bær
Og elske hvad øjnene ser
Vi må finde og føje fortættet af tro
Med godhed som mørtel og stene
Samhørrighed er at være vi to
Og ikke kun være ene
Vi skal lege og vokse og holde omkring
Det sjældne vi gror gennem sammen
I kærlighed vi bytter en ring
Og lover med ja og amen.
//Astrid Søe 2013
Bryllupsbøn
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Søren sammenkogt! Kierkegaard

At vove at tabe det sikre og kendte
Er ikke at miste sig selv og sit værd
Det er blot at gribe og ikke at vente
På øjeblikket hvor livet er nær

For storhed er ikke at være til skue
At lade som om man er dette og hint
For jeg’et kan først, i sandhed udruge
Et nærvær når sjælen har været forpint

Thi glæden er netop at være tilstede
At turde at træde i fuld karakter
At vælge sig selv er inderlig glæde
Først da spirer liljen og fuglen den ler

At vælge ideen for livet og vejen
For hvilken man både vil leve og dø
Er svært, man fortabtes og bliver forlegen
For livet må aldrig vente i kø

Og da må man åbne den dør der går udad
Mod livet og lykken og ud i det blå
Og tage hos andre med sjælen et karbad
Og se sig tilbage når døden vi nå

Forventningens glæde er altid den største
Du længes mod livet og dettes ide
Den sidste vil altid være den første
I tanken om hvad der nu kunne ske

Så gift dig, lad være, for hvad end du vælger
Fortryder du begge mens livet det går
Et valg kræver fravalg hvor sjælen du sælger
Så stå ej i stampe, bid livet i lår

Der vil være dage jeg ingenting gider
Mens andre de løber i travlhed og hast
Og da vil man fødes mens maren den ridder
Og gribe om dagen og atter stå fast

At realisere, at springe fra klippen
At mærke et liv uden sikkerhedsnet
At være fortvivlet og ude af flippen
Og lige før døden, så give et spjæt

At være i livet så vågen i tanken
At stikordet høres når glæden er nær
At løfte sin kuffert nænsomt i hanken
Og medbringe kærlighedstroen især

At vælge sig selv er det svære i livet
At stå ved den skæbne man valgte i fjord
I tro, håb og kærlighed alting er givet
Når tiden er inde jeg opstår af ord

//Astrid Søe – 5. Maj 2013 – Søren Aabye Kierkegaards 200 års fødselsdag

Tillykke til livet, til frihed og fromme,
Dit ord og din tanke er langtfra omme!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Sommervingesuset

Frosten har sat min have i skak
Kulden har visnet min lilje
Havebænken skaller sin lak
Vårvarm er dog min vilje

Når noget gammelt skal gry påny
Rejses af frost og kulde
Støves af i land og by
Alt mens stenen den rulle

Gensyn og gribende glædes tafat
Leg under solsortens trille
Påskemorgen løfter sin hat
Højlydt med råb om at ville

Midt mellem mangel på varme og vår
Myterne griber til opstand
Noget skal genses hvert eneste år
Livet skal suge af Vievand

Af dvale er vågnet en sommerfugl
Fra vinterskjulet i huset
Og lander genfødt på liljen gul
Med sommervingesuset

//Astrid Søe 2013
Påskemorgen

http://www.astridsoe.dk