Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”.
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen.
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”.
Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes.
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker.
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug.
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig.
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle.
Men kære gamle fedtbjerg.
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet.
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig.
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament.
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job.
Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige.
Se, det ville være fedt!
//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.
At løbe mod, at løbe fra,at løbe ind mod muren,at lykkes i det liv man harog favne hele turen.At flytte sig i eget liv,på barnefod og gangstativ –i åndedrag af livet.Sæt foden frit, for dit og mit,på gade, sti og veje,for tiden går med store skridtog ingen kan den eje.I tillid får vi ejerskab,en vej i dødens sorg og tab –i åndedrag af livet.At være spejl af tidens tand,hvor horisonten buer,i timeglas med livets sand,en del af Altets nuer.En bøn i skovens stille rum,der bliver Ordets egen sum –i åndedrag af livet.I Gylling mølles vingefang,berørt af vejr og vinden,som flytter storme, sol og sang,som kys på barnekinden.En himmelstump der maler dig,et dagligt brød der deler sig –i åndedrag af livet.
//Astrid Søe 2013 – Salmer til udenvejrs gudstjeneste.
melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw
Der er samtaler der samler,
Anemonens milde blomster
Dækker skovens døde lag
Nodebogens forekomster
Melodiens sindelag
Vår er vækst af alt i dvale
Af en stilhed skjult og gemt
Som en tone vil den tale
salmesprog vi havde glemt
Anemone sangens måder
Lyder gennem skov og by
Gror af favntag gennem gåder
Vår er færd af os på ny
//Astrid Søe 2013
melodi: Egetræet tungt af alder
I ægget gemt lå livet lunt og rugede på viden,
Og øvet sig i krop og ånd og alt hvad det blev givet,
Med vingefang og næb og klær der lå så klemt og drømte,
Men så en dag fik skallen hul og livet ægget rømte,
Med store øjne lyseblå og dun på krop og tanke,
Det lille liv gik verden rundt, hør brystet hjertet banke,
Det lille kræ så ny og mild, så nyfødt ud af råbet,
Er født i glædes favn som få, så smukt er endnu håbet.
//Astrid Søe 2013
Det stædige stålsatte menneskeværd
Er det der skal lede og bære
For den der er kommet mennesket nær
Har viden om hvad vi skal lære
I menneskeliv er forstandighed form
Der vægtes og elskes og æres
Og den der har set primaternes storm
Har set når klogskab fortæres
Befriet er den der måler i mod
Hvor tillid er ord vi tør råbe
At kærlighed er et menneskes rod
Og alting kan gro hvor vi håbe
//Astrid Søe 2013
Ordet skaber hvad det nævner 