Skrevet den af ASTRID SØE

Tilbage står kun livet.

Bag blomstens faldne stængel
og græs der dør, som åndedrag
der bor en sjælden engel
der vogter ved en grav
og breder sine vinger ud
så våren gror som nye skud
af muld og vissent væren
oplyst som selve læren
og viljen mod at gro

En fjer gir slip og daler
med lethed gennem luft og ord
en regnbue den maler
fra himmel og til jord
som tegn på løfter og på håb
i kærlighed, gensyn og dåb
i skæbnevand og vilje
fra graven gror en lilje
et fjerlet lys af liv

Bestandigt sten må flytte
sin vægt for den der elsker blidt
og forme sorg og støtte
på vej med nye skridt
et favntag mellem dag og nat
at stå tilbage helt forladt
og midt i enegangen
fornemme englesangen
i det du var og er

Tilbage står kun livet
og længes mellem døgn og drift
i alt hvad vi blev givet
i ord, i kys, i skrift
den tonefyldte mulighed
og huskehåb der bliver ved
en node der kan trille
når jeg er ganske stille
i længsel efter dig.

Til min ven Arthur Christensen.
død november 2015

melodi: den blå anemone

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Der er ingen.

Der er ingen ord så tomme at sproget går tabt
der er sindbilledeviden og kunst vi har rakt
der er former der taler og toner i takt
der er famlende frihed og det der blir sagt
et møde med skæbne, motiver og drift
i nedfældet skrift

Der er ingen ord så store at alt er fyldt ud
skønt vi elsker og opliver nysprogets skud
mens vi fylder et tomrum med overspringsånd
et tveægget sværd i en menneskehånd
og vokser i tale, der stryger dit hår
i mundbårnes vår

Der er ingen ord så åbne at afstand forgår
der er skygger der længes og fattige kår
der er munde der gisper og kalder på fred
der er intet forladt på tsunamiens bred
et blødt stykke rav og et kys fra en mund
på afgrundens bund

Der er ingen ord så smukke som det der er dig
der er intet fortalt der kan række for mig
og solen kan lyse og livet se på
og midt mellem ord kan man svimlen forstå
bag mørklagte øjnlåg og åndedrætsstop
er ordet en krop

Der er ingen ord så stærke at livet blir ved
men det sagte forbliver som bindende led
med flytbare floskler og bidende vid
hukommelsestråde blir vævet til tid
og selv når du ligger og bliver til jord
er livet dit ord

//Astrid Søe 2014

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Lommeulden filosofi

Med et hurtigt greb i lommen,
bliver hele verden til,
der er sand og ostekommen,
en kastanie er på spil
Der er nullermænd fra navlen,
der er krummer fra Hobro,
knækket kridt fra skoletavlen,
servietter fra en kro.
Femti øre jeg har fundet,
en billet fra Mols til Mars,
skrabelod som jeg har vundet,
huskeseddel på mælk og fars.
Der er otte mælketænder,
brev fra en jeg elsker højt,
aftryk efter mine hænder,
lærkers glade fuglefløjt.
Sten med hul fra tur ved havet,
en papirklips fra mit job,
savsmuld efter jeg har savet,
lommeuld og livets krop.
Der er noget ganske særligt,
ved hvert minde som der bor,
tømmer nænsomt, stille, kærligt,
lommefilosofisk foer.
//Astrid Søe 2012 #Lommeulden filosofi
melodi: egetræet tungt af alder
www.livsoplevelse.dk
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Forstand forstå

Dumdristige lille forblæste forstand,
du går og forbinder signaler,
du favner og fægter og trækker i land,
med storsind og helvedes kvaler.

Du fanger en tanke og tier ihjæl,
du sender et minde tilbage,
du opfanger noget og siger farvel,
mens andet blir lagt i en lage.

Du finder en duft at læne imod,
du taler med ord der er gamle,
du frygter for ondskab, besvimer ved blod,
du leder og søger at samle.

Du bliver og vokser og glemmer en del.
du bruger så lidt af din kerne,
du flytter på brikker, til du føles hel
og tiden går bort i det fjerne.

Du gemmer på sjælen og kysser et jeg,
du holder mit tanke i hånden,
du udregner nåden og finder en vej,
du glider med et ind i ånden.

//Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Mens du døde

Kan synges på melodien: Livet er en morgen gave
Tekst: Astrid Søe, marts 2012

Det at sidde ganske stille
hos en sjæl der sover ind
det at læne sig og ville
kysse gensyn på din kind.
Det at se et øje vide
døden henter mig i dag
det at se en tanke glide
ind i sidste sindelag

Det at holde dine hænder
som en stille forårsdag
det at kærligheden kender
og den ikke bærer nag.
Det at sige nu er tiden
det at være et farvel
det at vide at du lever
som et minde i mig selv
 

Det at bære den der ville
det at finde sjældne ord
det at glædes ved det milde
når du mangler ved mit bord.
Det at sætte nye spirer
det at vælge sig en sten
kærligheden alt befrier
vi er to, men fælles én

//Astrid Søe

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Døden hvor mennesket kysses af jord

Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe, 1997

En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej

Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død

vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spandt man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer’

Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror

Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Tørrer hvor andre tumbler!

Man skal ikke hænge sig i alt, det giver kun besvær.
Til gengæld er der ind imellem pludselig tanker der er værd at blive hængende i.
Livs-drys der hænger ved.

Et minde, et øjeblik, en huskeseddel fra tidernes morgen med Ota Solgryn eller Rich’s kaffe.

En enlig strømpe der kalder på en forklaring.

En plet på tøjet, der uanset Vanish og andre pletfjernene, har overlevelseskraft.
Græs på knæene, kakao fra en sommerudflugt i skoven.
En plet på lagnet der snart har 47 års fødselsdag.

Krøllede visitkort og fotos i skuffer og skabe.
Den første rokketand.
Familiefestsang fra tante Olga.
Et brev der aldrig blev sendt til en barndomskæreste, en sten med hul.

Et bliv-væk armbånd og en kvittering fra Fakta.
Hverdagens vasketøj der hvileløst venter på vestenvind.

Småt som stort, det hele er rækker af øjeblikke lige til at hænge til tørre på livets røde tråd.

Og skal man hænge ud kan man lige så godt hænge ved.
Det kommer man ikke i klemme af.

http://www.livsoplevelse.dk/group.asp?group=9

http://www.astridsoe.dk