Hold din Mælkebøtte!
Viljefaste folk går rundt
og tar selv af livet
vælger bredt og vælger sundt
alt hvad de er givet
Det der ikke dumper ned
i en turbans skygge
trækkes ind som mulighed
man kan gennemtygge
Intet overladt som spild
alt må gribes, bruges
alle veje bringer ild
viljens vej udruges
Viljen er et fundament
formet, støbt af læring
hvem er du og hvad er hændt?
det er viljens næring.
Vilje gror så vild og tæt
som en mælkebøtte
uden sikkerhed og net
gør den altet nytte
Fri og helt utæmmelig
vågen, klar og dannet
så uendelig som Phi
viljen er blandt andet….
Tag en bid af livets lår
voks og gå mod strømmen
vær en kam til eget hår
gå og indfri drømmen.
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
Menneskeværd
Det stædige stålsatte menneskeværd
Er det der skal lede og bære
For den der er kommet mennesket nær
Har viden om hvad vi skal lære
I menneskeliv er forstandighed form
Der vægtes og elskes og æres
Og den der har set primaternes storm
Har set når klogskab fortæres
Befriet er den der måler i mod
Hvor tillid er ord vi tør råbe
At kærlighed er et menneskes rod
Og alting kan gro hvor vi håbe
//Astrid Søe 2013
SAUDADE
Jeg satte mig ned og blev et med et ord,
Der sad jeg så ganske forstenet,
For ordet er et der rører og gror,
Og skærer sig helt ind til benet.
Jeg søgte og ledte,og grænsket hver lyd,
Når ordet det lå på min tunge,
Og fandt i hver tone en umildbar fryd,
Båret på luft fra min lunge.
Jeg springer fra stolen mod livet påny,
Med ordet i tanke og tale,
Og natten er gået og dagen den gry,
Mens naboens hane den gale.
Vi rejser os ikke fra mørke til lys,
Vi driver i døgn gennem året,
Hvor troen og håbet og modet fornys,
Mens livet det gråner i håret.
Jeg fandt mig et ord, som mange før mig,
Jeg fandt mig en tone det trækker,
For kærligheden er iogforseg
Saudade – hvor altet det rækker.
//Astrid Søe 2012
Mastermind med mælketand.
Kære Holger Danske
– Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.
Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe
Kald på mere – kald på liv
for at vælge; bliv, bliv ved –
vend mod verden øjets blik
giv et ja, et stille nik
tag at vær i dag det håb
kærlighedens ekkoråb
gør din egen vandresti
til en fælles melodi
spor mod hjerte, spor mod liv
spor der råber; vær og giv
største værn mod snævre syn
er at vælge sol – ej lyn!
Mandag i Norge – mandag i verden – mandag i historien – mandag med fortsatte drab og menneskemangel på samvittighed og omtanke – mandag med verdenstvivl og mandag med et fortsat håb mod et mellemfolkeligt, mellemreligiøst og mellemmenneskeligt spor af forstand mod en verden der tør imødegå den godhed der gror i enhver, den indgroede styrke vi dybest set har og den foranderlighed vi ved kan komme.
Kald det kærlighed, kald det liv, kald det tro – kald det i dit navn og din nabos…
Politik og pastinakker
Følges udemærket ad
For de knejser mens de snakker
Om et samfund eller mad
Hører begge til på jorden
Og gør nytte mens de gror
Nogen virker lidt forloren
Når de mødes ved et bord
Der skal skrubbes, der skal skrælles
Der skal findes mål og med
Nationalsange skal tralles
Der skal luges mange bed
Der skal ses på vækst og voksen
Der skal skæres af den top
Der skal tænkes ud af boksen
Før et folk har fået nok
Der skal koges, der blir hakket
Alt skal trækkes op med rod
Og i sidste ende takkes
Den der står ved eget mod
Tá og tá en bid af dagen
Lug politikernes bed
Knejs du kun med pastinakken
Os der vælger – varer ved!
//AStrid Søe 2012
MOD HÅB
//Astrid Søe 2011
De fleste tøver før de tør
Melodi: Nu lyser bøgens blade atter op
Eller (Som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe
Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb
hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje
Jeg skriver ned på dagens huskeblok
at livets læring tærer al min glæde.
Da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!
Jeg ber’ dig huske på din alderdom
men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder
Jeg følger dig med støv på mine skridt
en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer
Min kærlighed er hullet som en si
og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker
Jeg står igen ved kærlighedens dør
og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter



