Melodi: Nu lyser bøgens blade atter op
Eller (Som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe

Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb
hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje

Jeg skriver ned på dagens huskeblok
at livets læring tærer al min glæde.
Da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!

Jeg ber’ dig huske på din alderdom
men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder

Jeg følger dig med støv på mine skridt
en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer

Min kærlighed er hullet som en si
og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker

Jeg står igen ved kærlighedens dør
og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter