DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer “Tværs” og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige – må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012

Frihedens nye sko

Når frihed går i nye sko,
og mærker remmen klemme,
kan frihed mærke, man er to,
om hvem der skal bestemme.
For frihed følger altid ad,
med ansvars klare stemme,
der råber: fri til hvem og hvad?
når friheden det glemme.

//Astrid Søe 2012

Kære Holger Danske

Kære Holger Danske.

– Jeg skriver til dig fordi jeg er idelig bekymret for mit folk. Der er en tendens i retning af ganske opgivende mådehold og ubegribelig drift mod død, nederlag, konkurs og umulighed. Og ja, det er ganske vist at vi i går tabte i fodbold, men vi tabte dog ikke forstanden skulle jeg mene. Og ja det er sandt at mange går og mugger i krogene over den finanskrise der har bidt sig uforanderlig fast i hverdagslivet og mange bider i den retning både efter hinanden og postbudet, hvilket ifølge danske lov er ganske forbudt og betegnes som vold mod tjenestemand i funktion. Næ Holger, det er ikke så opmundrende at møde den fortagsomhed ud i bideriet, og dog er der det der er værre, nemlig driften mod død og nederlag. En nærmest opofrende renden helvede på dørene, uindbudt. selvom vi egentligt, set på verdensplan, er verdens lykkeligste folk og nogle af de rigste, så er vi også samtidig de største brokkere , skældere og smældere og vi skælder vores samfund huden fuld, på regeringen, de folkevalgt som vi dog selv har redt seng til og budt ind på kaffe og blødt brød midt i lørdagsfilmen. Og politikerne har vi krydset af mere eller mindre be eller ubegavet men dog med egen hånd og blyant. De er jo blot folkets lakajer og ikke en smule bedre eller værre end vi på de ularkerede gulve. Og hvorfor Holger er det således? Jeg ved det ikke. Det er ganske sært, Holger, for det er egentlig meget nemt at få øje på glæden, håbet og modet, det ligger nemlig først for, som en sten med hul i, man måske ikke først ser, men som er er alligevel. Og hvorfor samler vi så ikke glæden op, iføre os modet og tager håbet på som krone? Jeg ved det ikke Holger, men jeg vil så gerne bede dig blive sovende, på din stol, med din kappe livløst hængende ved siden og dine øjenlåg lukket i. Ja det er måske svært at bede om, Holger, men vi har ikke, virkelig ikke, brug for at du vågner, selvom mange kalder på dig, højt og lydeligt. Vi kan nemlig godt selv. I bund og grund er vi lykkelige. Vi har blot lukkede øjne for glæde, mod og håb, men jeg lover dig, hvis du lover mig at blive i søvnen, at vi danske vågner op og spænder bælte, som danske helte ud i livsglæde og fornyet tro på samfundet vi selv har valgt os til, hver dag vi står op. Jeg beklager forstyrrelsen og håber du vil bære over med mit brev.

Sov godt
Kærlig hilsen
Astrid Søe

Folkemødet på Bornholm

Den sjældne store kærlighed,
i politik og vælde,
er ukrudt i et rosenbed,
og blade på en nælde.
For selvom vi har luget ud,
og sætter pænt på række,
er underverdenens vilde skud,
den vækst som alt kan trække.

En mælkebøtte finder fred,
på asfalt vejens flade,
og taler frit og folkeglad,
og breder sine blade.
Den frihed ukrudt ofte har,
skønt uindbudt af alle,
er netop frihed som man tar
når folkemødet kalde.

I ord der gror af fattig jord,
skal sammenhold forfattes,
for det er her frisindet gror,
når samfundet afmattes.
Bliv ved at tale uden kant,
og uden målte måder,
vær stærk i gamle spor der svandt,
og folkeåndens gåder.

Tag dagen frem i lys og liv,
giv plads for ukruds vælde,
stop op og lyt på larm og kiv,
som nedefra fortælle.
Der er et sprog af folkeånd,
som holder fast om roden,
lug aldrig med for sikker hånd,
og sæt kun varsomt foden.

//Astrid Søe – til folkemødet på Bornholm 2012

Mødet med Mustafa

Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.

//Astrid Søe 2012

Grundlovsdag

Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.

Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag

Grundlovsnat

Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni

Lobbyister

Morgen-samfundspolitisk-sur!

Syn’s at de der lobbyister
skulle hakkes til medister
intet kød, men kun selvfede
brun sove og en dansk rødbede
cafeteria trist menu
udvid tanken, gør dig ny
virk og vind respekt og glæde
fri mig for det hundeæde!

Det der gør fri

Hvis nogen sku tvivle er det der gør fri,
et folk der kan leve i demokrati,
for demokrati er at prøve hver dag,
at mødes på midten i fælleskabs sag,
at bøje sin vilje og favne en form,
hvor menneskets lykke er det der er norm.

//Astrid Søe 2012

Man kan vel altid lave en demo…

At tælle til to, at tælle til ti,
at tælle på dansk til et demokrati,
at fægte og finde et sted at stå fast,
med plads for os alle så ingen blir mast,
at tro man kan leve med andres ide,
at rette sin ryg og turde at se,
at vide engang var vi underlagt bud,
som stod i en bog, forfattet om Gud,
nu finder vi frihed i frihed på jord,
og prøver og smager på alle slags ord,
vi byder på loven og prøver på skrømt,
at blive det menneske som vi har drømt,
hvor svært kan det være at elske en ven,
hvis næsten er frihed går troen igen,
foruden en frygt som en dømmende magt,
stå fast og giv plads – ja, så er det sagt!