Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”.
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen.
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”.
Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes.
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker.
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug.
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig.
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle.
Men kære gamle fedtbjerg.
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet.
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig.
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament.
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job.
Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige.
Se, det ville være fedt!
Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.
Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler vi leaser:
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
– For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885
At vælge til.
Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988
At vælge til, at vælge fra
i hastighed og dvale,
at vente og at være klar,
på bakkedrag og dale.
At skubbe rullestenen selv,
at låne og at stå i gæld –
Når hjertet alt bevæger.
At samle sten med huller i,
og mærke dem i lommen,
at ånde ude i det fri,
og være helt velkommen.
At stemple sjælens rejsepas,
med solens lys som et kompas –
Når hjertet alt bevæger.
At tiden kommer, tiden går,
foruden vej og måde,
at finde fred med det man når,
er livet egen gåde.
At slippe et kalenderblad,
og spise sidste måltid mad –
Når hjertet alt bevæger.
At stå ved ord og magt og ånd,
treenighed af tillid,
at tage barnet i sin hånd,
og være i sin nutid.
At tage overfrakken på,
at løbe eller bare bare gå –
Når hjertet alt bevæger.
//Astrid Søe 2013. Til udenvejrs gudstjeneste.
Melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw
At løbe mod.
Melodi: Spænd over os dit himmelsejl, Hans Holm 1988
At løbe mod, at løbe fra,at løbe ind mod muren,at lykkes i det liv man harog favne hele turen.At flytte sig i eget liv,på barnefod og gangstativ –i åndedrag af livet.Sæt foden frit, for dit og mit,på gade, sti og veje,for tiden går med store skridtog ingen kan den eje.I tillid får vi ejerskab,en vej i dødens sorg og tab –i åndedrag af livet.At være spejl af tidens tand,hvor horisonten buer,i timeglas med livets sand,en del af Altets nuer.En bøn i skovens stille rum,der bliver Ordets egen sum –i åndedrag af livet.I Gylling mølles vingefang,berørt af vejr og vinden,som flytter storme, sol og sang,som kys på barnekinden.En himmelstump der maler dig,et dagligt brød der deler sig –i åndedrag af livet.
//Astrid Søe 2013 – Salmer til udenvejrs gudstjeneste.
melodien kan fiskes her: http://www.youtube.com/watch?v=sNZG-ZH75hw
Kornblomster
Når kornet det blomstrer
Og dagen er døgn,
Jeg smider fornuften
I hængekøjen,
Og kradser på bulen
Som myggen forlod,
Og blæser på arbejde
Opvask og rod,
En markmus har hamstret
Til vinter og vejr,
Mens jeg plukker blomster
Til en jeg har kær,
I smagen af saltvand
Og ærter i bælg,
Og boghylder bugner
Af fiktion og skælv,
Og dameblade
Med sæsonens skrud,
Og sommernatshimlen
Den drysser med skud,
En dyne må luftes
Og sand i en sko,
Og børn der genfinder
En ro til at gro,
Mens skoven står urørt
Som mailboks og biks,
For jeg henter maling
I jem og i fix,
Og maler en sommer
I regnbue skær,
For sommer i Danmark
Er nærværet værd.
//Astrid Søe 2013
#sommerferie
Der er!
Der er samtaler der samler,
Der er stilhed der gir rum,
Der er nye ord der famler,
Der er talens rette sum,
Der er holdninger der fødes,
Der er mening der er sat,
Der er diskussion der mødes,
Der er undskyld, alt forladt.
Der er håndtryk man kan mærke,
Der er knus der sætter fri,
Der er bånd der gror sig stærke,
Der er folk man går forbi,
Der er minder der fortætter,
Der er viden man kan nå,
Der er svar man aldrig gætter,
Der er kærlighed at få.
Der er løsninger på gåder,
Der er veje man kan gå,
Der er svar og der er måder,
Der er mange, der er få,
Der er favne der kan rumme,
Der er skuldrene der bær,
Der er lukket eller åben,
Der er tro og der er vær.
Der er valg på alle hylder,
Der er uvished og vid,
Der er mennesker i mylder,
Der er ord med særligt bid,
Der er dem der rydder stene,
Der er dem der bygger op,
Der er dem der er alene,
Der er sjæl og der er krop.
Der er døre der går udad,
Der er låste tyste rum,
Der er sorg og der er grundglad,
Der er fejl og der er sum,
Der er tvivl på mangt og meget,
Der er sikkerhed og net,
Der er noget overvejet,
Der er vågn nu med et sæt.
Der er slebet mange kanter,
Der er fundament så fast,
Der er grundidé der planter,
Der er flagskibe med mast,
Der er dem der går og gemmer,
Der er dem der pakker ud,
Der er alt hvad du fornemmer,
Der er hverdags nye skud.
//Astrid Søe 2013
Kan synges på melodi: Livet er en morgengave.
Der gik våren…
melodi: Nu går våren gennem Nyhavn. Niels Clemmens
Tekst: Astrid Søe 2013
Da gik våren gennem Nyhavn og jeg tror sgu jeg gik med,
for nu kan jeg ikke finde, dette “jeg” på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.
for nu kan jeg ikke finde, dette “jeg” på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.
Morten korch og dannevirke, hist hvor vejen slår en bugt,
hvor en bøg er bred som bagen, og en kælder står med fugt,
hvor et kakkelbord slår revner og et flag er rødt og hvidt
hvor et barn kun må sig gemme, når det leger borte tit.
Se, en “fremmet” bygger rede, finder sted og slår sig ned,
revet op med rod og hjerte, væk fra krig med håb mod fred.
men er står en halvfed dansker, og vil spærre for dit liv,
fremmedhad og halvkvalt hjerne, svinekød og pikken stiv.
Der er mark og skov og søer, der er by og land og strand,
der er ishus og cafeer, og tourister i et et rend,
men når verden slår med nakken og en flygtning krydser spor,
er der pludslig ingen pladser ved det danske nadverbord.
der er ishus og cafeer, og tourister i et et rend,
men når verden slår med nakken og en flygtning krydser spor,
er der pludslig ingen pladser ved det danske nadverbord.
I en rede der i hækken, ruges fugleunger ud,
græsset gror, Sankt Hans er ovre og min ryg har hekseskud,
snart vil fuglen løfte vingen, flyve mod et fremmet land,
må de fremmede du møder ikke lyse dig i band!
At låne og leve hinanden
Vi skal løfte og bære og samle på lys
Vi skal låne og leve hinanden
Vi skal råbe på længsel til alting fornys
Og kysse et løfte på panden
Vi skal bygge en by med tårne og træer
Vi skal støbe en verden i ler
Vi skal så og høste og selv sætte bær
Og elske hvad øjnene ser
Vi må finde og føje fortættet af tro
Med godhed som mørtel og stene
Samhørrighed er at være vi to
Og ikke kun være ene
Vi skal lege og vokse og holde omkring
Det sjældne vi gror gennem sammen
I kærlighed vi bytter en ring
Og lover med ja og amen.
//Astrid Søe 2013
Bryllupsbøn
Himmelseng
I hængekøjens svale ly
Jeg tænker mig mod himlen
I hver en skøn og formbar sky
Den verdens vendte svimlen
I denne drømme fyldte stund
I et med atmosfæren
Et sommerlykke længsels blund
Opslugt af liv og væren
Og snart vil solen krybe bort
Når klodens kugle drejer
Og dagen atter blive kort
Og blomst mod jorden nejer
Forinden må vi drømme stort
Tag sommeren ved hånden
Når solen åbner himlens port
I hængekøjeånden
//Astrid Søe 2013
Sommer salig
Det sørme, det sandt, det sommer!
Og fuglene kalder og himlen er blå
Og baretærstiden kommer
Og maler med grønhed det der var grå
Og nætterne lyser af hjerte og sol
Forglemmigej og en bly viol
Opkogte kinder og fregner i flor
Fugleunger der pipper i kor
Marken der vejer i brise og vind
Solen der skolder på næse og kind
Asfalt der smelter og dufter af hav
Havet der bugner af fisk og af rav
Gamle kommoder der males på ny
Iskiosker åbner ved strand og i by
Slanger der zigzagger ud fra et skjul
Og kun et halvår til det bliver jul
Sommer med sand og med saft og kulør
Ukrudt i haven og ny trillebør
I hængekøjen en doven filur
Kærester der kysser og atter gør kur
Skolen der lukker og ferie og fri
Sommer du klimtrer en skøn melodi!
//Astrid Søe 2013
Ordet skaber hvad det nævner 