Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012

Sommer kom og vær

Sommer kom og vis og vær
frihedstrang og bare tæer
sommer kom og gys og gå
over skyer mod det blå
sommer kom og giv din fred
et frimodigt sjælebad
sommer kom lad solen gå
lyse hvor den sjældent nå
sommer kom og vær din lyst
nærvær spredt fra kyst til kyst
sommer ta din tid i ed
i et kys der varer ved.

//Astrid Søe 2012

sommerregn

Se hvor grøderegnen falder
vasker sol og sommer væk
efter dråberne du kalder
lille gemte vintergæk.
Under lag af jord og ælde
er dit sommerbo så tyst
før du vokser i frem med vælde
gennem frost i vinterlyst.
Endnu hyldeblomsten dufter
endnu favner solens lys
endnu sommerlunt det lufter
grøderegnens sommergys

//Astrid Søe 2012 – midt i den smukkeste regn

Lys i livets stage

Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.

Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.

Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.

Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.

Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.

//Astrid Søe 2012

Alt forladt

Melodi: egetræet tungt af alder

Himmelrum og sol og måne,
læner sig på dag og nat,
mens en stjerne lar sig låne,
og du hvisker; Alt forladt.

Ærlighed er det der giver,
rum at samle minder i,
kærligheden alt opliver,
når vi sætter nogen fri.

Frihed er den ånd der råder,
når vi mødes uden bånd,
du og jeg foruden gåder
Når du rækker mig din hånd.

Astrid Søe 2012

Pinse solen

Mens solen danser morgenvals,
og ind i sommertiden,
og kaster sig om jorden hals,
med kys og sommerviden,
så ser jeg mellem stråleglans,
og nuets milde komme,
at pinsemorgen her til lands,
har rykket sig en tomme.
Men vi har fri og tid at vi kan våge hele natten,
og indfrier pinsesolens glans, betalt af kirkeskatten.

Astrid Søe 2012

Vår vers

Udefra er euforien
ikke ganske at forstå
alle nynner melodien
store smil på må og få

Havestole skifter farve
hækken spirer himmelhøj
jorden flyttes af en larve
væk et vintrens lag af tøj

Udefra tæt ved ækvator
findes ikke skift i vejr
solen kendes som diktator
vinter findes ikke her

Kender ikke eurorien
når det atter bliver vår
kærlighed til blomst og bien
kun vi nordboer forstår

//Astrid Søe

En søndag

En søndag har rystet sin pude
og hængt sit vasketøj ud
vasket en forårsbleg rude
luget om nyeste skud

En søndag har kastet en skygge
på muren hvor solen var lun
for der sad fuglen i lykkke
og pudsede på sine dun

En søndag har rustet en cykel
og malet en mund på en sten
så stenens flade ku smile
til den som fandt sådan en

En søndag har valgt sine stunder
til den som vil tænke og se
når fuglen og mennesket runder
den tanke: Jeg vil være til.

//Astrid Søe 2012

FORÅR ?



Jeg glæder mig i denne tid

nu åbnes vintergækken hvid

så ved jeg forår kommer

nu dagens timer længes mer,

jeg solens klare lue ser

den nynner blidt om sommer.

nu rammer den det klare hav

som arver glød i form af rav

dem sætter jeg i kæden.

jeg ejer hele livet her

når lyset er min hjertenskær

Og lyset føder glæden.

Og glæden tar jeg med i nat

hvis jeg er ene og forladt

og gir den mine sorger

så kysser den dem alle væk

og skriver med usynligt blæk

at den er livets borger

Den flytter ind i læbens hud

og giver som sit gæstebud

et smil i andres øje

så ved man dog at solens skind

når det som glæde rykker ind

kan vinterens mørke bøje.