Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

snABELa

Ikke være, ikke løbe,
ikke kære, ikke svøbe,
ikke bruge årets dage
på et guldkorn ladt tilbage

Være til i længsels vilje
så og spire gravens lilje
uden viden uden kny
løfte den der ligger syg

Grave brønden søge vand
mellem overskudsforstand
sætte livet fri til livet
uden grund og ganske givet

Gemmer røde trådes spor
blot på helt humane ord
fri for trug og hundeæde
fenrisglam er og tilstede

Det til trods går dagen ud
som et håbets stjerneskud
lander midt i ord og nat
nu som modersmærke sat

Gå dog udenfor og læn
på fru månes porcelæn
kolde skulder ryst og rusk
kun en ligvogns golde kusk

For i morgen kalder dagen
vågen på et krøllet lagen
med dit bryst og læbefylde
månen lander på en hylde

For når sol i dagens klæder
svinder som et viskelæder
gamle ord og fagters tegn
far vel Abel, far vel kain.

Ja, pyt

Det blæser og stormer

Af lykke og liv
Det filer og former
Et efterårsskriv
Et blad falder om
Udgået for liv
Og jorden sir kom
Tilbage og bliv
Til muld og mage
For liget påny
Om hundrede dage
Vil vårspirer gry
Som sole i jord
Der lyser af nyt
Opstanden i ord
Det stormer, ja pyt.
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

Grøn er vårens uklippede hæk!


Tekst: Astrid Søe, 2013
Melodi: Niels W. Gade, 1851 Grøn er vårens hæk.
Vokset er min hæk, 
mens jeg kigget væk,
Naboen har sendt mig onde blikke.
Somren er så ny,
Regn fra morgengry,
Hækkesaksen må jeg lade ligge.
Posten banker på,
Han kan ikke nå,
Med sin arm igennem hækkens blade.
Postkassen er væk,
I min viltre hæk,
Han får en kaffe, før jeg får mer ballade!
DMI sir sol,
Hud og sommerkjol,
Så i morgen må jeg glatbarbere.
Hækkens fulde skæg,
Til en lodret væg,
Så min ligusternabo kan smile mere.
Hov, et fuglebo,
I min hæk har ro,
Ungerne er endnu her i reden.
Glemt er saks og kniv,
Her er fundet liv!
Hækkefascisten skruer vist op for vreden.
Klip en hæl og tå,
Sko der er for små,
Vis respekt for os der hækken freder,
Hækken står for tur,
Efter kukkeur,
Grønt er godt for sjæl og for syn og reder.
😉

Ventevår

Under sneen skjult fra solen
Ligger livet lunt på lur
Og i skabet sommerkjolen
Venter stadig på sin tur

Isen knuger bugt og have
Frosten favner mark og jord
Under sneen som en gave
Forårsspinkle spirer gror

Jævndøgn kom og vendte kloden
Til et grønt kalender år
Selvom sneen slår mod ruden
Lover solen snarlig vår

//Astrid Søe 2013