Livet er også at lære at tabe,
det vi har elsket og stadig har kær,
livet er også fortsat at skabe,
morgen på ny, i sorgen især.
ved din død. 31/7 2012
Til Norge, dagen før et års dagen
Der er så stille her i dag, i dagens sidste lys
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!
før morgendagen vågner, til minderne om gys
i ren forundring menneske, må stå og se det komme
og gennemleve nok en gang, det døde og det tomme
til de der tabte liv og leg, og misted tillidsgrunden
er tro på frihed stadigvæk, det sidste ord i munden
et helt forandret folkefærd, men viden om det onde
har rejst sig, uudgrundeligt, hvor ingen kunnne bunde
med tyste tegn og ingen ord, til den der tog af livet
er sorgen dog den kærlighed der kom og bliver givet
forbind det sjældne der slog til, med det VI ej kan magte
fordi VI kender kærlighed, så tar den hånd vi ragte
et år et kun så ganske lidt og tid kan ikke hele
de mennesker der spilttes ad og går i tusind dele
men hvis vi løfter sammen er det lettere at bære
den viden om det onde, vi er tvunget til at lære
en stille tanke før det sidste lys er ved at dø
et grosted i den vilje: At ingen er en ø!
Til Norge – dagen før 1 års dagen for massakren.
//Astrid Søe 2012
Du er det billed i spejlet
Melodi: Barndommens gade (Anne Linnet)
Du er det billed i spejlet
der står som det klareste vand
du er en favn hvor jeg fejlet
der henter mig sikkert i land
du lagde havets bølger
til ro når stormen tog til
lysende blikke følger
som fred hvor viljen den vil
Vi sad på kanten af livet
og så hvordan alting det vandt
jeg tog din hånd for givet
og fandt kun at alting var sandt
du ånder så varmt på huden
når sjælene fryser til is
du tørrer duggen af ruden
når sjældne længsler befries
Du er et kærtegn i troen
når tvivlen svimler og gror
du er et råb midt i roen
hvor stilstanden ellers bor
du er en hverdag af sange
jeg skildte ad lag for lag
du er de ord og de klange
der siger: Giv mig din dag
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt
Et ståsted hvor jorden står stille
hvor mennesker tænker som du
for kærlighed er at ville
og blive det eneste nu
du læner din længsel mod livet
og fæstner skyggernes rand
i det nu blev du givet
et hjerte der står i brand
midt i det sjældne møde
står der en nøgen sjæl
vi har hørt de ord der var tomme
og tabt et hjerte af sult
midt i det er et komme
der finder det der fuldt
//Astrid Søe 2012
Det er sandt
Det er sandt at livet finder
stille steder at gå hen
det er sandt at livet vinder
alt vi tabte, hos en ven.
Det er sandt at døden kommer
som en sum af alt vi så,
inden livet går fra sommer
ind til himlens stedseblå.
//Astrid Søe 2012
Mødet med Mustafa
Så sad den gamle Mustafa, med hånden under kinden,
og græd sit hjemlands tåreregn, for minderne i vinden,
han savnede det bløde sand, den stormombruste himmel,
han savnede sin Gud så nær, at længslen bliver svimmel,
han græd for dem der faldt i krig, han græd for livets kerne,
han græd for flugt og død og sorg, for det han ej ku værne.
Hver dag vi møder Mustafa, der mistede alt han havde,
han går med nakken bøjet frem, på pladser og på gade,
han søger kun at finde sted, forvist, forblæst, forfærdet,
han søger efter nye sprog og gemmer det som smertet.
Han græd så stille, tårer løb, og Mustafa er sorgen,
vi huske skal hver eneste dag, i lovgivning på Borgen.
//Astrid Søe 2012
Lys i livets stage
Altid har dit lyse sind, været morgensolen,
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.
som en sommerdag du bær, sommerfuglekjolen,
uden alt for stort besvær, kan du mærke verden,
du er den holder fast, midt i andres færden.
Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.
Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.
Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.
Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.
//Astrid Søe 2012
Alt forladt
Melodi: egetræet tungt af alder
Himmelrum og sol og måne,
læner sig på dag og nat,
mens en stjerne lar sig låne,
og du hvisker; Alt forladt.
Ærlighed er det der giver,
rum at samle minder i,
kærligheden alt opliver,
når vi sætter nogen fri.
Frihed er den ånd der råder,
når vi mødes uden bånd,
du og jeg foruden gåder
Når du rækker mig din hånd.
Astrid Søe 2012
Kald på mere – kald på liv
Morgen – mandag – mulighed
for at vælge; bliv, bliv ved –
vend mod verden øjets blik
giv et ja, et stille nik
tag at vær i dag det håb
kærlighedens ekkoråb
gør din egen vandresti
til en fælles melodi
spor mod hjerte, spor mod liv
spor der råber; vær og giv
største værn mod snævre syn
er at vælge sol – ej lyn!
for at vælge; bliv, bliv ved –
vend mod verden øjets blik
giv et ja, et stille nik
tag at vær i dag det håb
kærlighedens ekkoråb
gør din egen vandresti
til en fælles melodi
spor mod hjerte, spor mod liv
spor der råber; vær og giv
største værn mod snævre syn
er at vælge sol – ej lyn!
Mandag i Norge – mandag i verden – mandag i historien – mandag med fortsatte drab og menneskemangel på samvittighed og omtanke – mandag med verdenstvivl og mandag med et fortsat håb mod et mellemfolkeligt, mellemreligiøst og mellemmenneskeligt spor af forstand mod en verden der tør imødegå den godhed der gror i enhver, den indgroede styrke vi dybest set har og den foranderlighed vi ved kan komme.
Kald det kærlighed, kald det liv, kald det tro – kald det i dit navn og din nabos…
Mens du døde
Kan synges på melodien: Livet er en morgen gave
Tekst: Astrid Søe, marts 2012
Det at sidde ganske stille
hos en sjæl der sover ind
det at læne sig og ville
kysse gensyn på din kind.
hos en sjæl der sover ind
det at læne sig og ville
kysse gensyn på din kind.
Det at se et øje vide
døden henter mig i dag
det at se en tanke glide
ind i sidste sindelag
døden henter mig i dag
det at se en tanke glide
ind i sidste sindelag
Det at holde dine hænder
som en stille forårsdag
det at kærligheden kender
og den ikke bærer nag.
Det at sige nu er tiden
det at være et farvel
det at vide at du lever
som et minde i mig selv
Det at bære den der ville
det at finde sjældne ord
det at glædes ved det milde
når du mangler ved mit bord.
Det at sætte nye spirer
det at vælge sig en sten
kærligheden alt befrier
vi er to, men fælles én
Det at sætte nye spirer
det at vælge sig en sten
kærligheden alt befrier
vi er to, men fælles én
//Astrid Søe
Det at savne er at se
Det at savne er at se
den der ikke mer er til
med et særligt mindesyn
der slår ned som klare lyn
Den der kender til at savne
ved at savn har mange navne
selv i sorg og eftertanke
smil og øjne der blir blanke
Det at længes er at finde
kærligheden dybt derinde
lad den mærkes, lev og giv
savn kan også give liv
savn kan også give liv
Det at huske er at tro
at en sjæl kan evigt gro
som et minde i din tanke
i det hjerte som kan banke
Det at have elsket vildt
holdt omkring og smilet mildt
det at vide du er med
mens jeg lever, finder sted
Du kan fylde, du kan forme
du kan mildne livets storme
som et spor på livets vej
går du foran og er dig
Det at savne er at le
da jeg ser at du er til
i de kroppe ladt tilbage
ingen ender deres dage
//Astrid Søe 2011
Ordet skaber hvad det nævner 