Mens

Mens det regner sopper tiden som en ikke gyldig grund
mens vi tørrer ligger lykken der blev udsat for en stund
mens det varmer venter vinden på forløsning eller kald
mens vi lever, findes alting, som et tilforordnet valg

Mens vi driver, som en tåge, går en byge udenom
mens vi gemmer, uden lager, indtil glasset findes tomt
mens vi rejser uden tasker, til et land foruden krav
mens vi genses i hinanden, slægt og sammenhæng i arv

Mens vi tumler fra det tomme uden indhold, håb og tro
mens vi vander vores rødder og vi gødes til at gro
mens den store himmel mørkner og en dag går fra sig selv
mens vi stoler på hinanden og et gensyn, ej farvel

Mens vi lagde vores tillid på en pude uden vår
mens vi holder om hinanden, slipper fri og slikker sår
mens vi rejser os fra tvivlen og opstår i noget kendt
mens vi blinker og vi blunder, der er kærligheden vendt

Mens vi låner vores tale og bebor en skoldet jord
mens vi samler af de gamle gode brugte låneord
mens vi finder vores ståsted, fast og frodigt uden magt
mens vi sopper i en vandpyt, sir du det vi sku ha sagt

Konfirmationssalme fra den gamle af dage – grundtvig (ish)

Tone: Er lyset for de lærde blot
Er livet sand mangfoldighed
af sjæl og sind og virke
da stråler frit din kjærlighed
når hjertet er din kirke.
Når våbenhusets dør er høj
og ordet skaber verden
fra bondeblomst til stolt levkøj
en frihed i din færden
Sat fri og fyldt med fortids ord
der råder og regerer
ta selv på livets nadverbord
er óg at eksistere!
Et håndtryk fra det himmelblå
en stjerne fyldt med drømme
at tvivle fortsat og forstå
at gå mod tidens strømme
En fortsat fri forundret færd
at hige og at søge
din undren er din hjertenskjær
og ingen sjæleskøge.
Hvor dannelsen er livets ånd
en ledsager for livet
er mulighed, en fremstrakt hånd
og tillid ganske givet
Kom frihed, se nu dagen gry
og ungdom gå i møde
hvor håb og mod blir til på ny
opstanden fra de døde.
At favne livets flygtighed
at finde egne måder
at så sit eget blomsterbed
bliv til i livets gåder
Til ungdommen af 2018 – I al ærbødighed jeres hengivne ven
“N.F.S. Grundtvig”

Der er!

Der er samtaler der samler,

Der er stilhed der gir rum,
Der er nye ord der famler,
Der er talens rette sum,
Der er holdninger der fødes,
Der er mening der er sat,
Der er diskussion der mødes,
Der er undskyld, alt forladt.
Der er håndtryk man kan mærke,
Der er knus der sætter fri,
Der er bånd der gror sig stærke,
Der er folk man går forbi,
Der er minder der fortætter,
Der er viden man kan nå,
Der er svar man aldrig gætter,
Der er kærlighed at få.
Der er løsninger på gåder,
Der er veje man kan gå,
Der er svar og der er måder,
Der er mange, der er få,
Der er favne der kan rumme,
Der er skuldrene der bær,
Der er lukket eller åben,
Der er tro og der er vær.
Der er valg på alle hylder,
Der er uvished og vid,
Der er mennesker i mylder,
Der er ord med særligt bid,
Der er dem der rydder stene,
Der er dem der bygger op,
Der er dem der er alene,
Der er sjæl og der er krop.
Der er døre der går udad,
Der er låste tyste rum,
Der er sorg og der er grundglad,
Der er fejl og der er sum,
Der er tvivl på mangt og meget,
Der er sikkerhed og net,
Der er noget overvejet,
Der er vågn nu med et sæt.

Der er slebet mange kanter,
Der er fundament så fast,
Der er grundidé der planter,
Der er flagskibe med mast,
Der er dem der går og gemmer,
Der er dem der pakker ud,
Der er alt hvad du fornemmer,
Der er hverdags nye skud.

//Astrid Søe 2013
Kan synges på melodi: Livet er en morgengave.

At du er til

At du er til

er ikke et spørgsmål

der bliver stillet med tvivl.

Det ved vi begge to.

Ja. Faktisk bliver spørgsmålet

slet ikke stillet.

Egentligt findes spørgsmølet slet ikke,

i vores bevisthed.

Vi kender ikke ordene

der sammensætter spørgsmålet.

Vi kan måske slet ikke tale?

Vi kan måske slet ikke tale.

Vi kender ikke ord

der kan sammensættes.

I vores bevidsthed

findes sådanne spørgsmål ikke.

Ja. Faktisk stiller vi

aldrig spørgsmålet.

Vi ved begge to

at et sådant spørgsmål

ikke ville have været

stillet med tvivl.

Du er jo til.

//Astrid Søe 1988

I mellem mand og kvinde

I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.

Astrid Søe 2012

De fleste tøver før de tør

Melodi: Nu lyser bøgens blade atter op
Eller (Som dybest brønd gir altid klarest vand)
Tekst: Astrid Søe

Hvor er du slidt, min kærlighed, mit håb
hvor søger du i livet mange veje
men aldrig er du tavs, kun fyldt med råb
og minder om du ej er til at greje

Jeg skriver ned på dagens huskeblok
at livets læring tærer al min glæde.
Da støder du mig atter med et chok
og hvisker vrissent at du er tilstede!

Jeg ber’ dig huske på din alderdom
men du går stædigt over dine bredder
du springer nyfødt ud og råber kom
selv jorden føles ny der hvor du træder

Jeg følger dig med støv på mine skridt
en nutidsbrænding skyller mine lemmer
du tar min hånd så jeg kan følge trit
og råber nye ord trods gamle stemmer

Min kærlighed er hullet som en si
og glemmer gamle sten i tunge tasker
forelsker sig, oplivet indeni
en gammel opskrift fyldt på nye flasker

Jeg står igen ved kærlighedens dør
og hamrer nye rytmer på dens lægter
jeg ved de fleste tøver før de tør
men kærligheden aldrig sig fornægter

Mor – hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 
Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske.
Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, – det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.

En spire fra det klemte håb

En spire fra det klemte håb

Tone: Er lyset for de lærde blot.
Eller: den trænger ud til hvert et sted.
Astrid Søe. 11 September 2002.
Skrevet til foredrag i Højskoleforeningen 8520 og omegns folkemøde.
På et års dagen for world Trade terror i USA

Er dagens gæld et stoppested
hvor håbets konto skranter?
Vil rystelser i mennesket
i hadet trække renter?
Er ikke verden ny igen?
Har livet mistet gløden?
Går folket nu med solen ned
og blir i aftenrøden?

Hvor troen bliver dødelig
forgår vor frihedstanke.
Da overtar’ alt kødeligt
og magtens hænder sanke –
– de brudstykker af frygt og had
som driver os fra livet
og døber os i glemslens bad
hvor bruddet tag’s for givet.

Men mødes vi med næstens tarv
og spejler egne slægter
da står vi med det liv, den arv
som magterne fornægter.
I tal og skrift og gamle ord
Vi kender vores stamme!
Så næsten ud af hjertet gror
Historiens gamle amme.

Hvad magtens tanke ikke så
var folkets tillids vilje.
At mellem mange stene lå
et frø fra gravens lilje.
En spire fra det klemte håb
der føder liv af døden
så folket udelt genopstå
og gense morgenrøden.

I kludetæppets kraft og ild
vi svøber barnets lemmer
så tillid ikke farer vild
men kærlighed fornemmer.
Vi kysser med et verdenssprog
opelsker smedens gerning
og ser i vores billedbog:
Da randt for os guldterning!