Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Nøjsomt forårsskriv

Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk

Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed

Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed –
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm

Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord

Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som “varsomt” og “spædt men kraftfuldt”

Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

Høst

Når korn og kuling kaster

Med strågult hår og bindegarn
Sit tørklæde med kvaster
Og støvet vinduskarm
Selv ploven sukker ivrig glad
Når bøgen krøller i sit blad
Så går jeg gennem livet
Tak, alt hvad jeg blev givet
Fra mulden mageløs
I markens mørke fure
Hvor livet usagt sover ind
Mens vinter endnu ruger
Et urørt barnesind
Dog længes endnu fuglen ud
Som silhuetter stjerneskud
Forlader vingesuset
Og flyver over huset
I natten mageløs
Endnu august må råde
For vejr og vind og himmelblå
September finder nåde
For alt vi overså
Og solen kaster glemte smil
Med anelser om lun april
Skønt året lægger løvet
Så har du aldrig tøvet
Og opstår mageløs
Taknemlighed og tanke
Kastanier i en barnehånd
Og hyben vi skal sanke
I sagn og sang og ånd 
Farvel til sommerlette syn
Og kornmods vrede himmellyn
Taknemligheden henter
I myter og legender 
En verden mageløs
//Astrid Søe 2014
melodi: den blå anemone

Vår er

Vår er varme der kysser atmosfæren
vår er vraltende ænder ved en vej
vår er ukrudt der bryder hver en væren
vår er solkåde skolebørn i leg
vår er vækster der gror
vår er kærligheds ord
vår er dagen der længes højt mod nord

Vår er kjoler der kravler over knæet
vår er bøgen der springer tidligt ud
vår er frostsprængte sår der nu er læget
vår er nyvasket tøj der hænges ud
vår er gensyn og liv
vår er digte og skriv
vår er sjælen i ivrigt perspektiv

Vår er læber der nynner gemte toner
vår er fregner der spirer på en kind
vår er skyernes drivende ikoner
vår er stemning af frihed i dit sind
vår er barnet der ler
vår er øjne der ser
vår er kysset der ønsker meget mer

//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk

kan synges på: Det haver så nyligen regnet

vintergækkebrev

jeg sender dig en vintergæk
med uskyldsrene blade
den var så længe gemt og væk
og minder om det glade

Den brød igennem mulm og jord
den brød den frosne klode
den spirer af de gemte ord
min egen navnekode

og kan du finde mine spor
og gætte gækkens have
så send mig et tilbage ord
og ægget blir’ din gave

Min hakke, min skovl og din spæde ånd

Når vinteren rinder må jeg grave som en besat, med min hakke, min skovl og min spade, efter folkeånden, i jorden, mellem kulturlagene, mellem bjerges rødder og knogler og sten. Flinteøkser og fiskeånde og fuglespyt, grundvandsfossen der springer læk, mens sand og atter sand, og malm og mose ligger blank og befriet i overfladen – men ingen folkeånd begravet.
Jeg retter min ryg og spadens bøjede flade og hvæsser på stenen den rustende æg, mens jeg lytter til Vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade og der, i reden, i ægget en udruget, fuldendt, frimodig folkeånd, ganske opstanden, som ryggen der ranker i solen fra somren ifjord.
Jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, en strofe fra lærken der ruger et håb af noget så stille som jord.
#HilsenTilJohanSkjoldborg

April

April med nye sko

Og snørrebånd der dasker
April med alt der gro
Og ænderne der basker
April der giver lykkelys og lyd af sommernætter
April der sætter blad på kvist og hakkelyd fra spætter
En trillebør med dækket fladt
Og kærligheden alt forladt
Et frisind formes i en sky
April med tåge morgengry
En narrehat på fiffig sned
En solsort synger; bliv, bliv ved
Aprilnat fryser plænen
Og drivis i fontænen
Befri og famlede format
Så skriggul som en undolat
En påskelilje villigt står
Tak skæbne – det er virkelig vår!
//Astrid Søe 2014

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.