Lille vår som vover
Vilje gennem frost og sne
Lille vår som lover
Solen at få se
Lille vår du milde
Solens kringelkroge lys
Edderkoppen ville
Spin for spin fornys
Stille vår din tone
Runger gennem ben og marv
Erantis blad og krone
Spirer snart din arv
//Astrid Søe 2013
Det var kærlighedens gemte
næsten skjulte, nærved glemte
viden om hvad livet kan
uden forskning og forstand
I forstand og tænkte måder
mistes kærlighedens gåder
kun hvor hjertet vandrer frit
skabes vej mod dit og mit
Det blev vår hvor vinter knuer
der kom ånd hvor mørket truer
der blev liv hvor døden lå
der kom lys hvor øjet så
Mellem dem der elsker mildt
ånder våren, længes vildt
luft og vinde, vilje, vej
drøm af dag i dig og mig
Vi blev fri da ånden bandt
fri hvor kærligheden vandt
uden grund og rettesnore
i det sjældne blir vi store
Stilhed svandt og ordet bliver
det der kærlighed opliver
jeg er din, var det du sagde
VI er lyden ladt tilbage
//Astrid Søe 2013
#Valentinsdag
Der var dage med vår i snekuld og fog,
Der var fugle der sang trods vintermørk ro,
Der var æg fyldt med liv
Bøger med skriv
Der var duften af skov, af by og af liv,
Der var vår-tro der rakte, blev sat i arkiv,
Der var nogen der løftet en samfund og så,
Trods kulde og tvivl er himmelen blå.
//Astrid Søe 2013
November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.
//Astrid Søe 2012
Nede under puden ligger gamle krøllede Grundtvig og kluk ler/ uden god grund/ det havde vi ikke talt om længe/det at stå fast/så du lå/ under puden/forpustet/forankret/frimodig og lo/ det blive værre i morgen/sagde du/og landet stod i våde/dit være smuldrede ned i mudderet under moderne sko/trampende sine nye sange og paroler/friheden: kluklo du/ befinder sig vel/uden/
Jeg tvivlede/samfundet funderede i retning af smalle gummistøvler, dem uden reflekser/du bare lo/giv en kop punch til varmen/tag det roligt og tage dig sammen/ her hjælper kun fred/punch og sang/og du sang/selvom jeg lagde hovedpuden over dit hoved/bedrøvede kuldskær gamle mand/med fedt i skægget/ forstand som en forårshoppe der lukkes ud/udenfor i våren/forelsket i græs/kløvermarkens lyksaligehed/frysepunkt henover nat/og blomster i spring/ i vår/puden løftes forsigtigt/hårtjavser kommer til syne/dit gamle indgroede smil der når panden/og dybten/forstanden/ skolen for livet/madpakken af demokrati/oplysning være skal vor lyst/jeg kender et land/hvor puderne ikke har lynlås i siden og tid ej har tand/jeg reder sengen/sirligt/du bliver liggende/gammel og død/tankefuld/jeg finder morgenstunden frem og giver den lys/du sover/savler/bøgerne vælter ud over natbordet/du vågner ikke/som Holger Danske.
Astrid Søe juni. 2012
Man kan vågne en mor’n,
så fuldstændig flad,
af grin – fordi dagen er gryet,
og sommer tar vår’n,
i hånden så glad,
at livet er næsten fornyet.
Astrid Søe 2012
Se nu falder blomsterfloret,
Æbletræets dræ i maj,
Og i lommen, gemt i foret,
Er et kærstebrev fra dig.
Se mit hår har slået rødder,
Se min kind er æblerød,
Midt i sneen, mine fødder
Træder sart som ånd og brød
Se en maj der gror med glæde,
blomstrer, bærer, pakker ud,
jorden fyldt med vækst og væde,
vokseværk og vågeskud.
Se en maj der pynter kloden,
som et kys der sætter spor,
og hvor end jeg sætter foden,
gror det frø der faldt i fjor.
Astrid Søe maj 2012
Ordet skaber hvad det nævner 