Der går min gamle nabo med sin stok og stive ben
Og kikker ned på vejen efter snuble løse sten
For selvom han har rundet niti går han dagligt tur
Et sjælebad af folk og fæ som livets bedste kur
Skønt han kun mine fødder ser, da ryggen krummer sammen
Så er de ord vi deles om den gnist der tænder flammen
For livet vokser evigt til og ord opliver sjælen
Liv op, gå ud og mærk et glædes fjederhop i hælen
//Astrid Søe 2013
Blæs mit vasketøj mod øst,
flyt mit sand som du har lyst,
kom fra vest fra kyst til kyst.
Storm du vilde glade vind,
kom med vår i krop og sind,
kom med rødmen på min kind.
Ryk i træ og tag og flag,
rusk og ryst et sindelag,
læg dig så i ro og mag.
//Astrid Søe 2013
Der var dage med vår i snekuld og fog,
Der var fugle der sang trods vintermørk ro,
Der var æg fyldt med liv
Bøger med skriv
Der var duften af skov, af by og af liv,
Der var vår-tro der rakte, blev sat i arkiv,
Der var nogen der løftet en samfund og så,
Trods kulde og tvivl er himmelen blå.
//Astrid Søe 2013
Og så var nogen der lukked en dør
Og slukket for tv og tuden
Og krøb under dynen i mørke og skjul
Gardinerne trukket for ruden
For ude i verden var livet på langs
Og sulten og krigen den brager
Det hjælp jo ingen at lukke en dør
Husk nu – det dig som det rager!
//Astrid Søe 2013
Hvis nogen sku tvivle er det der gør fri,
et folk der kan leve i demokrati,
for demokrati er at prøve hver dag,
at mødes på midten i fælleskabs sag,
at bøje sin vilje og favne en form,
hvor menneskets lykke er det der er norm.
//Astrid Søe 2012
Gør dit bedste
for din næste
næste gang så er det dig
andrer bærer på din vej
flyt fornuften
gennem luften
som en tanke på en nær
hjælp hinanden – gå og vær!
Astrid Søe 2012
//Astrid søe
Tone: Oluf Ring 1937. Den kedsom vinter gik sin gang.
Tekst: Astrid Søe Marts 2003
Hvad lover vårens egne tegn?
Med perler af forundrings regn
et gensyn med
din spiresæd
et periskop, der spirer op
som top.
Alt der er gemt i dunkelhed
vil spire frem i glædens bed
i løgets skal
bor vårens kald
der ytrer sig som spirehåb
i råb.
Nu springer kærligheden ud
formerer sig på vårens bud
En blomst blir til
hvad mon den vil?
Måske den læner sig mod dig
og mig.
Den duver blidt i vårens vind
mens solen stiger i dens sind
vi bryder op
af jordens krop
i glædesrus hvor livets gys
fornys
Som kærligheden kender det
skal løget bryde gennem frost og sne
og vilje bor
hvor livet gror
hvor kærlighed er spiretrods
i os.
At elske er at trodse død
at gøde hvor der findes nød
at tro på det
vi først ej se
alt skjult er vårens viljevej
til dig.
Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes lykke, findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.
se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver
for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.
så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når hjertevarmen kommer
| En lille pige holder hånd og gode mennesker knytter bånd og skriver julebreve jeg ønsker dig en glædelig jul at frihed flyver som en fugl og lander som din gave decembermåned gør så glad velkommen jul, velkommen liv //Astrid Søe 2011 |
Når man går og håber modet,
finder håb for mod i hovedet,
må man meget modigt håbe,
modet ej er vendekåbe,
for en modig håber tit,
der er mod til håb som dit.
//Astrid Søe 2011
Ordet skaber hvad det nævner 