Bag himlens endeløse grå

    Et øjeblik af viden
et nu, kun du kan nå
at færdes gennem tiden
giv slip, stå op og gå.

Der er i verdens mørke
et strejf af sandhedsrøst
bær vand hvor der er tørke
og ræk ud efter trøst.
     Der er i nådens gåde
en stolt ubundet vej
at enes med sin måde
at være du og jeg.

At vide det som gælder
at favne tvivl og tro
når altings lys fortæller
først fæstne, siden gro.

     Der er i ord vi samler 
et ukendt sprog om alt 
ukueligt det famler
og løfter hvad der faldt.

Og se, i dagens vrimmel
er solens lys på vej
en ufortrøden himmel
har åbnet sig med dig.

Melodi: Jeg ved en lærkerede

Nøjsomt forårsskriv

Der er vår og vejr og vandet
der er vilje, vej og vær
der er mildhed over landet
vintergækkens nik især
en erantis gule tænder
og en stængel der er stærk
der er to der holder hænder
midt i vårens skaberværk

Der er tiden der er gået
der er vinterskjulte håb
huskesedler der er nået
manifest i vårsomt råb
og mens dagen vagtsomt hviler
på en flig af evighed
får mit cykelhjul ventiler
og lidt gødning til mit bed

Der er skjulte spor af ælde
på en pløjemark i Thy
og selv danefæ fortælle
vår er liv, igen, på ny
der er fuglesang og frihed –
en forelsket vindueskarm
der vil læne sig på solen
og gå sammen arm i arm

Der er kaffekrus og kager
der er hverdags stille liv
der er stormen der bedager
i et nøjsomt forårsskriv
der er marts i mine årer
der er sol i mine spor
når kalenderen melder forår
genopstår den grønne jord

Tekst: Astrid Søe 2016
(kan synges på: Jorden drejer om sin akse eller nu går våren gennem Nyhavn.)
*Vårsomt: Astridsk nyord der smager af gensplejsede ord som “varsomt” og “spædt men kraftfuldt”

Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

Gorm den gamle – orkan

Gorm den gamle – orkan
Mens vi venter på Gorm
Der sku blive enorm
Vil jeg surre mig fast til min grundform
Jeg vil sidde og vente
Med livet in mente
Og kysse farvel til det kendte
Jeg vil købe et lager
Tændstikker og kager
Og andre beskyttelsesrums sager
Chatte med DMI
Høre vejrværters skrig
Og se Breaking som var vi i krig
Så vil Gorm banke på
For “den gamle” er rå
Han vil ruske og rive og flå
Hvis du selv blæser væk
Med dit tag og din hæk
Og moralen for længst har sagt knæk
Må vi husker påny
Jorden er blevet syg
Klimakrisen har næsen i sky
Husk det batter at kære
Sig om sine nære
Og jorden vi sammen skal bære
Mens vi venter på Gorm
Opgraderet fra storm
Blir orkaner mod nord nærmest norm
//Astrid Søe #orkan #gorm #dmi 

Høst

Når korn og kuling kaster

Med strågult hår og bindegarn
Sit tørklæde med kvaster
Og støvet vinduskarm
Selv ploven sukker ivrig glad
Når bøgen krøller i sit blad
Så går jeg gennem livet
Tak, alt hvad jeg blev givet
Fra mulden mageløs
I markens mørke fure
Hvor livet usagt sover ind
Mens vinter endnu ruger
Et urørt barnesind
Dog længes endnu fuglen ud
Som silhuetter stjerneskud
Forlader vingesuset
Og flyver over huset
I natten mageløs
Endnu august må råde
For vejr og vind og himmelblå
September finder nåde
For alt vi overså
Og solen kaster glemte smil
Med anelser om lun april
Skønt året lægger løvet
Så har du aldrig tøvet
Og opstår mageløs
Taknemlighed og tanke
Kastanier i en barnehånd
Og hyben vi skal sanke
I sagn og sang og ånd 
Farvel til sommerlette syn
Og kornmods vrede himmellyn
Taknemligheden henter
I myter og legender 
En verden mageløs
//Astrid Søe 2014
melodi: den blå anemone

vintergækkebrev

jeg sender dig en vintergæk
med uskyldsrene blade
den var så længe gemt og væk
og minder om det glade

Den brød igennem mulm og jord
den brød den frosne klode
den spirer af de gemte ord
min egen navnekode

og kan du finde mine spor
og gætte gækkens have
så send mig et tilbage ord
og ægget blir’ din gave

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

vinter solhverv

Så drejer året mod dag igen
og mørket kaster sin kåbe
du smukke vinter, min hjerteven
du lysner, begynder at håbe.
Du brænder dit bål på den korteste dag
du vender foret i frakken
og mulden forskydes i flere lag
solhverv har vinter på nakken.

så blænder du barnligt og smiler med tand
og tid der skal komme og kaste
en skygge mod det der er solur i sand
mens jorden går væk fra sin faste.
Så giver du frø der skal spire og gro
og finder et forår på kloden
og giver et menneske noget at tro
langmodig alligevel moden.
Astrid Søe 2012

Jeg glæder mig i denne tid (jul)

Jeg glæder mig i denne tid,
hvor verden bliver ny og blid
så ved jeg freden gæste.
der findes fred, der findes ro
der findes folk der bygger bro
og mødes med sin næste.

se verden trodser krig og nød
når barnet fødes af dit skød
et billedsprog der giver
et håb for det der varer ved
en rose i et tidselbed
en stjerne der opliver

for hvergang julen vandrer ind
og rører ved et barnligt sind
blir frosten brudt af sommer.

så når jeg ud i skoven går
så springer grene ud som vår
når julevarmen kommer

En lille pige holder hånd
og gode mennesker knytter bånd
og skriver julebreve
jeg ønsker dig en glædelig jul
at frihed flyver som en fugl
og lander som din gave

decembermåned gør så glad
et tindrende forundringsbad
af kildevæld der løber
med kærlighed og viljelyst
et ord til dem der mangler trøst
treenigheden støber

velkommen jul, velkommen liv
du standser verdens larm og kiv
kun gladeste ved det milde
du er en gammel melodi
der løber i mit blod fordi
din sang er livets kilde

//Astrid Søe
versetempo lånt af Peters jul…

November med måde

November køber nye sko
der holder kulden ude
med velcroluk og snørrebånd
og ekstra holdbar snude

November samler virusnys
og honningmælk på sengen
og kogevand af nældeblad
jeg samlede på engen

November tæller sine børn
et år af frugtbar væren
og smiler gennem tågedis
opstår i atmosfæren

November viser årets høst
af sorger og af glæde
og bringer nærværs største ord
du var dog helt til stede.

//Astrid Søe 2013 – november