Lille vår som vover
Vilje gennem frost og sne
Lille vår som lover
Solen at få se
Lille vår du milde
Solens kringelkroge lys
Edderkoppen ville
Spin for spin fornys
Stille vår din tone
Runger gennem ben og marv
Erantis blad og krone
Spirer snart din arv
//Astrid Søe 2013
Der var dage med vår i snekuld og fog,
Der var fugle der sang trods vintermørk ro,
Der var æg fyldt med liv
Bøger med skriv
Der var duften af skov, af by og af liv,
Der var vår-tro der rakte, blev sat i arkiv,
Der var nogen der løftet en samfund og så,
Trods kulde og tvivl er himmelen blå.
//Astrid Søe 2013
Skæbne for det stille land
Vind og tågetunge
Lyst og længsels tidevand
Frostens hvide unge
Født i knugekulde lys
Skærmet af en vinge
Hudens eget kuldegys
Skæbnen kan betvinge
Der er rejst en sten for fred
På en jord der kalder
Tyst er evighedens bred
Lev førend du falder
//Astrid Søe 2013
Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.
Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.
I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.
//Astrid Søe 2012 – www.livsoplevelse.dk
November går og drysser med stjerneskud og løv,
Mens årets gamle ben, de råber “vent dog, tøv”,
Med tøflerne på nakken og frakken omvendt på,
Der tøffer jo november med gigt i knæ og tå,
Før året går i graven og sidste dag er brudt,
November går og indfrier, alt hvad den har fortrudt,
Novemberkistebunden er fyldt med drøm og liv,
Med fjerpen ryster hånden, et testamente skriv,
“Til jer der blir tilbage når året løber ud,
Husk det var mig der gemte, på årets nye skud,
Husk løvets gyldne tæppe, der dækket græs og jord,
Igen i vårens komme, skal barsle og bli mor,
Jeg lagde kim til livet, i vuggen mens jeg sang,
En vinter hvile rolig mild novembervuggesang,
Og når du står en morgen i februar og ser,
En vintergæk, så ved du det er mig der mod dig ler”,
November tabte pennen og lagde sig til ro,
Og nynnet blidt for livet, en spire der sku gro,
November går og drysser med løv og stjerneskud,
November ender aldrig, den bærer jordens skud.
//Astrid Søe 2012
//Astrid Søe 2012 – midt i den smukkeste regn
Sår’n en dag som den i dag
hundekold og blafre-flag
næsen løber syd om Als
halstørklæde om min hals
Sår’n en dag er evig god
blæst igennem, ind til ro
varm cacao, flødeskum
varme på i alle rum
Sår’n en dag er meget værd
når det vejr som jeg har kær
helst vil brændeovnen nær
udsigt til lad-være-vejr
//Astrid Søe 2012
Ordet skaber hvad det nævner 